Parasjàt Lekh lekhá
1. Mosebok 12:1—17:27
1. Mosebog 12
1. ADONÁI sagde til Abrám: «Drag ud fra dit Land, fra din Slægt og din Faders Hus til det Land, jeg vil vise dig; 2. så vil jeg gøre dig til et stort Folk, og jeg vil velsigne dig og gøre dit Navn stort. og vær en Velsignelse! 3. Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande dem, der forbander dig; i dig skal alle Jordens Slægter velsignes!» 4. Og Abrám gik, som ADONÁI sagde til ham, og Lot gik med ham. Abrám var fem og halvfjerdsindstyve År, da han drog fra Karan; 5. og Abrám tog sin Hustru Saráj og sin Brodersøn Lot og al den Ejendom, de havde samlet sig, og de Folk, de havde vundet sig i Karan, og de gav sig på Vej til Kenàŋans Land og nåede derhen. 6. Derpå drog Abrám gennem Landet til Sjekhéms hellige Sted, til Sandsigerens Træ. Det var dengang Kenàŋanæerne boede i Landet. 7. Men ADONÁI åbenbarede sig for Abrám og sagde til ham: «Dit Afkom giver jeg dette Land!» Da byggede han der et Alter for ADONÁI. som havde åbenbaret sig for ham. 8. Derpå brød han op derfra og drog til Bjergene østen for Betel, og han slog Lejr med Betel mod Vest og Aj mod Øst; og han byggede ADONÁI et Alter der og påkaldte ADONÁIs Navn. 9. Derpå drog Abrám fra Plads til Plads og nåede Sydlandet.
10. Der opstod Hungersnød i Landet; og da Hungersnøden i Landet blev trykkende, drog Abrám ned til Ægypten for at bo der som fremmed. 11. Da han nu nærmede sig Ægypten, sagde han til sin Hustru Saráj: Jeg ved jo, at du er en smuk Kvinde; 12. når nu Ægypterne ser dig, og de mener, at du er min Hustru, slår de mig ihjel og lader dig leve; 13. sig derfor, at du er min Søster, for at det må gå mig godt, og jeg ikke skal miste Livet for din Skyld!» 14. Da han så drog ind i Ægypten, så Ægypterne, at hun var en såre smuk Kvinde; 15. og Faraos Stormænd, der så hende, priste hende for Farao, og så blev Kvinden ført til Faraos Hus. 16. Men Abrám behandlede han godt for hendes Skyld, og han fik Småkvæg, Hornkvæg og Æsler, Trælle og Trælkvinder, Aseninder og Kameler. 17. Men ADONÁI ramte Farao og hans Hus med svære Plager for Abráms Hustru Sarájs Skyld. 18. Da lod Farao Abrám kalde og sagde: «Hvad har du gjort imod mig! Hvorfor lod du mig ikke vide, at hun er din Hustru? 19. Hvorfor sagde du, at hun var din Søster, så at jeg tog hende til Hustru? Se, her har du nu din Hustru, tag hende og gå bort!» 20. Og Farao bød sine Mænd følge ham og hans Hustru og al deres Ejendom på Vej;
1. Mosebog 13
1. og Abrám drog atter med sin Hustru og al sin Ejendom fra Ægypten op til Sydlandet, og Lot drog med ham.
2. Abrám var meget rig på kvæghjorde, Sølv og Guld; 3. og han vandrede fra Lejrplads til Lejrplads og nåede fra Sydlandet til Betel, til det Sted, hvor hans Teltlejr havde stået første Gang, mellem Betel og Aj, 4. til det Sted, hvor han forrige Gang havde rejst et Alter; og Abrám påkaldte der ADONÁIs Navn. 5. Og Lot, der drog med Abrám, ejede ligeledes Småkvæg, Hornkvæg og Telte. 6. Men Landet formåede ikke at rumme dem, så de kunde bo sammen; thi deres Hjorde var for store til, at de kunde bo sammen. 7. Da opstod der Strid mellem Abráms og Lots Hyrder; det var dengang Kenàŋanæerne og Perizziterne boede i Landet. 8. Abrám sagde derfor til Lot: «Der må ikke være Strid mellem os to eller mellem mine og dine Hyrder, vi er jo Frænder! 9. Ligger ikke hele Landet dig åbent? Skil dig hellere fra mig; vil du til venstre, så går jeg til højre, og vil du til højre, så går jeg til venstre!» 10. Da så Lot sig omkring, og da han så, at hele Jordanegnen (det var før ADONÁI ødelagde Sodoma og Gomorra) var vandrig som ADONÁIs Have, som Ægyptens Land, hen ad Zoar til, 11. valgte han sig hele Jordanegnen. Så brød Lot op og drog østerpå, og de skiltes, 12. idet Abrám slog sig ned i Kenàŋans Land, medens Lot slog sig ned i Jordanegnens Byer og drog med sine Telte fra Sted til Sted helt hen til Sodoma. 13. Men Mændene i Sodoma var ugudelige og store Syndere mod ADONÁI.
14. Efter at Lot havde skilt sig fra Abrám, sagde ADONÁI til denne: «Løft dit Blik og se dig om der, hvor du står, mod Nord, mod Syd, mod Øst og mod Vest; 15. thi hele det Land, du ser, vil jeg give dig og dit Afkom til evig Tid, 16. og jeg vil gøre dit Afkom som Jordens Støv, så at det lige så lidt skal kunne tælles, som nogen kan tælle Jordens Støv. 17. Drag nu gennem Landet på Kryds og tværs, thi dig giver jeg det!» 18. Så drog Abrám fra Sted til Sted med sine Telte og kom til Mamres Lund i Hebron, hvor han slog sig ned og byggede ADONÁI et Alter.
1. Mosebog 14
1. Dengang Amrafel var Konge i Sinear, Arjok i Ellasar, Kedorlaomer i Elam og Tidal i Gojim. 2. lå de i Krig med Kong Bera af Sodoma, Kong Birsja af Gomorra, Kong Sjin’ab af Adma, Kong Sjem’eher af Zebojim og Kongen i Bela, det et Zoar. 3. Alle disse havde slået sig sammen og var rykket frem til Siddims Dal, det er Salthavet. 4. I tolv År havde de stået under Kedorlaomer, men i det trettende faldt de fra; 5. og i det fjortende År kom Kedorlaomer og de Konger, som fulgte ham. Først slog de Refaiterne i Asjtarot Karnajim, Zuziterne i Ham, Emiterne i Sjave Kirjatajim 6. og Horiterne i Seirs Bjerge hen ad El-Paran til ved Ørkenens Rand; 7. så vendte de om og drog til Misjpatkilden, det er Hadesj, og slog Amalekiterne i hele deres Område og ligeså de Amoriter, der boede i Hazazon Tamar.
8. Da drog Sodomas, Gomorras, Admas, Zebojims og Belas, det er Zoats, Konger ud og indlod sig i Siddims Dal i Kamp 9. med Kong Kedorlaomer af Elam, Kong Tid’al af Gojim, Kong Amrafel af Sinear og Kong Arjok af Ellasar, fire Konger mod fem. 10. Men Siddims Dal var fuld af Jordbeggruber; og da Sodomas og Gomorras Konger blev slået på Flugt, styrtede de i dem, medens de, der blev tilbage, flyede op i Bjergene. 11. Så tog Fjenden alt Godset i Sodoma og Gomorra og alle Levnedsmidlerne og drog bort; 12. ligeledes tog de, da de drog bort, Abráms Brodersøn Lot og alt hans Gods med sig; thi han boede i Sodoma.
13. Men en Flygtning kom og meldte det til Hebræeren Abrám, der boede ved den Lund, som tilhørte Amoriten Mamre, en Broder til Esjkol og Aner, der ligesom han var Abráms Pagtsfæller. 14. Da nu Abrám hørte, at hans Frænde var taget til Fange, mønstrede han sine Husfolk, de hjemmefødte Trælle, 318 Mand, og satte efter Fjenden til Dan; 15. der faldt han og hans Trælle over dem om Natten, slog dem på Flugt og forfulgte dem op til Hoba norden for Damaskus. 16. Derefter bragte han alt Godset tilbage; også sin Frænde Lot og hans Gods førte han tilbage og ligeledes Kvinderne og Folket.
17. Da han nu kom tilbage fra Sejren over Kedorlaomer og de Konger, der fulgte ham, gik Sodomas Konge ham i Møde i Sjavedalen, det er Kongedalen. 18. Men Salems Konge Melkizedek, Gud den Allerhøjestes Præst, bragte Brød og Vin 19. og velsignede ham med de Ord: «Priset være Abrám for Gud den Allerhøjeste, Himmelens og Jordens Skaber, 20. og priset være Gud den Allerhøjeste, der gav dine Fjender i din Hånd!» Og Abrám gav ham Tiende af alt.
21. Sodomas Konge sagde derpå til Abrám: «Giv mig Menneskene og behold selv Godset!» 22. Men Abrám svarede Sodomas Konge: «Til ADONÁI, Gud den Allerhøjeste, Himmelens og Jordens Skaber, løfter jeg min Hånd på, 23. at jeg ikke vil tage så meget som en Tråd eller en Sandalrem eller overhovedet noget som helst af din Ejendom; du skal ikke sige, at du har gjort Abrám rig! 24. Jeg vil intet have, kun hvad de unge Mænd har fortæret, og mine Ledsagere, Aner, Esjkol og Mamres Del, lad dem få deres Del!»
1. Mosebog 15
1. Nogen Tid efter kom ADONÁI Ord til Abrám i et Syn således: «Frygt ikke, Abrám, jeg er dit Skjold; din Løn skal blive såre stor!» 2. Men Abrám svarede: «Herre, ADONÁI, hvad kan du give mig, når jeg dog går barnløs bort, og en Mand fra Damaskus, Eliezer, skal arve mit Hus.» 3. Og Abrám sagde: «Du har jo intet Afkom givet mig, og se, min Hustræl kommer til at arve mig!» 4. Og se, ADONÁIs Ord kom til ham således: «Han kommer ikke til at arve dig, men den, der udgår af dit Liv, han skal arve dig.» 5. Derpå førte han ham ud i det fri og sagde: «Se op mod Himmelen og prøv, om du kan tælle Stjernerne!» Og han sagde til ham: «Således skal dit Afkom blive!» 6. Da troede Abrám ADONÁI, og han regnede ham det til Retfærdighed.
7. Derpå sagde han til ham: «Jeg er ADONÁI, som førte dig bort fra Ur Kasdim for at give dig dette Land i Eje!» 8. Men han svarede: «Herre, ADONÁI, hvorpå kan jeg kende, at jeg skal få det i Eje?» 9. Da sagde han til ham: «Tag mig en treårs Kvie, en treårs Ged og en treårs Væder, en Turteldue og en Småfugl!» 10. Så tog han alle disse Dyr skar dem midt over og lagde Halvdelene over for hinanden; dog skar han ikke Fuglene over. 11. Da slog der Rovfugle ned på de døde Kroppe, men Abrám skræmmede dem bort. 12. Da Solen så var ved at gå ned, faldt der Dvale over Abrám, og se, Rædsel faldt over ham, et stort Mørke. 13. Og han sagde til Abrám: «Vide skal du, at dit Afkom skal bo som fremmede i et Land, der ikke er deres eget; de skal trælle for dem og mishandles af dem i 400 År. 14. Dog vil jeg også dømme det Folk, de kommer til at trælle for, og siden skal de vandre ud med meget Gods. 15. Men du skal fare til dine Fædre i Fred og blive jordet i en god Alderdom. 16. I fjerde Slægtled skal de vende tilbage hertil; thi endnu er Amoriternes Syndeskyld ikke fuldmoden.»
17. Da Solen var gået ned og Mørket faldet på, viste der sig en rygende Ovn med en flammende Ildslue, der skred frem mellem de sønderskårne Kroppe. 18. På den Dag sluttede ADONÁI Pagt med Abrám, idet han sagde: «Dit Afkom giver jeg dette Land fra Ægyptens Bæk til den store Flod, Eufratfloden, 19. det er Keniterne, Henizziterne, Kadmoniterne, 20. Hetiterne, Perizziterne, Refaiterne, 21. Amoriterne, Kenàŋanæerne, Girgasjiterne, Hivviterne og Jebusiterne.»
1. Mosebog 16
1. Abráms Hustru Saráj fødte ham intet Barn. Men Saráj havde en Ægyptisk Trælkvinde ved Navn Hagár; 2. og Saráj sagde til Abrám: «ADONÁI har jo nægtet mig Børn; gå derfor ind til min Trælkvinde, måske kan jeg få en Søn ved hende!» Og Abrám adlød Saráj. 3. Så tog Abráms Hustru Saráj sin Trælkvinde, Ægypterinden Hagár, efter at Abrám havde boet ti År i Kenàŋans Land, og gav sin Mand Abrám hende til Hustru; 4. og han gik ind til Hagár, og hun blev frugtsommelig. Men da hun så, at hun var frugtsommelig, lod hun hånt om sin Herskerinde. 5. Da sagde Saráj til Abrám: «Min Krænkelse komme over dig! Jeg lagde selv min Trælkvinde i din Favn, og nu hun ser, at hun skal føde, lader hun hånt om mig; ADONÁI være Dommer mellem mig og dig!» 6. Abrám svarede Saráj: «Din Trældkvinde er i din Hånd, gør med hende, hvad du finder for godt!» Da plagede Saráj hende, så hun flygtede for hende.
7. Men ADONÁIs Engel fandt hende ved Vandkilden i Ørkenen, ved Kilden på Vejen til Sjur; 8. og han sagde: «Hvorfra kommer du, Hagár, Sarájs Trælkvinde, og hvor går du hen?» Hun svarede: «Jeg flygter for min Herskerinde Saráj!» 9. Da sagde ADONÁIs Engel til hende: «Vend tilbage til din Herskerinde og find dig i hendes Mishandling!» 10. Og ADONÁIs Engel sagde til hende: «Jeg vil gøre dit Afkom så talrigt, at det ikke kan tælles.» 11. Og ADONÁIs Engel sagde til hende: «Se, du er frugtsommelig, og du skal føde en Søn, som du skal kalde Ismael, thi ADONÁI har hørt, hvad du har lidt; 12. og han skal blive et Menneske Vildæsel, hvis Hånd er mod alle, og alles Hånd mod ham, og han skal ligge i Strid med alle sine Frænder!» 13. Så gav hun ADONÁI, der havde talet til hende, Navnet: Du er en Gud, som ser; thi hun sagde: «Har jeg virkelig her set et Glimt af ham, som ser mig?» 14. Derfor kaldte man Brønden Be’er-lahaj-ro’i; den ligger mellem Kadesj og Bered. 15. Og Hagár fødte Abrám en Søn, og Abrám kaldte Sønnen, Hagár fødte ham, Ismael. 16. Abrám var seks og firsindstyve År gammel, da Hagár fødte ham Ismael.
1. Mosebog 17
1. Da Abrám var ni og halvfemsindstyve År gammel, åbenbarede ADONÁI sig for ham og sagde til ham: «Jeg er Gud den Almægtige; vandre for mit Åsyn og vær ustraffelig, 2. så vil jeg oprette min Pagt mellem mig og dig og give dig et overvættes stort Afkom!» 3. Da faldt Abrám på sit Ansigt, og Gud sagde til ham: 4. «Fra min Side er min Pagt med dig, at du skal blive Fader til en Mængde Folk; 5. derfor skal dit Navn ikke mere være Abrám, men du skal hedde Abrahám, thi jeg gør dig til Fader til en Mængde Folk. 6. Jeg vil gøre dig overvættes frugtbar og lade dig blive til Folk, og Konger skal nedstamme fra dig. 7. Jeg opretter min Pagt mellem mig og dig og dit Afkom efter dig fra Slægt til Slægt, og det skal være en evig Pagt, at jeg vil være din Gud og efter dig dit Afkoms Gud; 8. og jeg giver dig og dit Afkom efter dig din Udlændigheds Land, hele Kenàŋans Land, til evigt Eje, og jeg vil være deres Gud!»
9. Derpå sagde Gud til Abrahám: «Men du på din Side skal holde min Pagt, du og dit Afkom efter dig fra Slægt til Slægt; 10. og dette er min Pagt, som I skal holde, Pagten mellem mig og eder, at alt af Mandkøn hos eder skal omskæres. 11. I skal omskæres på eders Forhud, det skal være et Pagtstegn mellem mig og eder; 12. otte Dage gamle skal alle af Mandkøn omskæres hos eder i alle kommende Slægter, både de hjemmefødte Trælle og de, som er købt, alle fremmede, som ikke hører til dit Afkom; 13. omskæres skal både dine hjemmefødte og dine købte. Min Pagt på eders Legeme skal være en evig Pagt! 14. Men de uomskårne, det af Mandkøn, der ikke Ottendedagen omskæres på Forhuden, de skal udryddes af deres Folk; de har brudt min Pagt!»
15. Endvidere sagde Gud til Abrahám: «Din Hustru Saráj skal du ikke mere kalde Saráj, hendes Navn skal være Sará; 16. jeg vil velsigne hende og give dig en Søn også ved hende; jeg vil velsigne hende, og hun skal blive til Folk, og Folkeslags Konger skal nedstamme fra hende!» 17. Da faldt Abrahám på sit Ansigt og lo, idet han tænkte: «Kan en hundredårig få Børn, og kan Sará med sine halvfemsindstyve År føde en Søn?» 18. Abrahám sagde derfor til Gud: «Måtte dog Ismael leve for dit Åsyn!» 19. Men Gud sagde: «Nej, din Ægtehustru Sará skal føde dig en Søn, som du skal kalde Isak; med ham vil jeg oprette min Pagt, og det skal være en evig Pagt, der skal gælde hans Afkom efter ham! 20. Men hvad Ismael angår, har jeg bønhørt dig: jeg vil velsigne ham og gøre ham frugtbar og give ham et overvættes talrigt Afkom; tolv Stammehøvdinger skal han avle, og jeg vil gøre ham til et stort Folk. 21. Men min Pagt opretter jeg med Isak, som Sará skal føde dig om et År ved denne Tid.» 22. Så hørte han op at tale med ham; og Gud steg op fra Abrahám.
23. Da tog Abrahám sin Søn Ismael og alle sine hjemmefødte og de købte, alt af Mandkøn i Abraháms Hus, og omskar selvsamme Dag deres Forhud, således som Gud havde pålagt ham. 24. Abrahám var ni og halvfemsindstyve År, da han blev omskåret på sin Forhud; 25. og hans Søn Ismael var tretten År, da han blev omskåret på sin Forhud. 26. Selvsamme Dag blev Abrahám og hans Søn Ismael omskåret; 27. og alle Mænd i hans Hus, både de hjemmefødte og de, der var købt, de fremmede, blev omskåret tillige med ham.
| Tenákh | ||||||||
| ||||||||
