Parasjàt Vajjéra
1. Mosebok 18:1—22:24
1. Mosebog 18
1. Siden åbenbarede ADONÁI sig for ham ved Mamres Lund, engang han sad i Teltdøren på den hedeste Tid af Dagen. 2. Da han så op, fik han Øje på tre Mænd, der stod foran ham. Så snart han fik Øje på dem, løb han dem i Møde fra Teltdøren, bøjede sig til Jorden 3. og sagde: «Herre, hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne, så gå ikke din Træl forbi! 4. Lad der blive hentet lidt Vand, så I kan tvætte eders Fødder og hvile ud under Træet. 5. Så vil jeg bringe et Stykke Brød, for at I kan styrke eder; siden kan I drage videre - da eders Vej nu engang har ført eder forbi eders Træl!» De svarede: «Gør, som du siger!» 6. Da skyndte Abrahám sig ind i Teltet til Sará og sagde: «Tag hurtigt tre Mål fint Mel, ælt det og bag Kager deraf!» 7. Så ilede han ud til Kvæget, tog en fin og lækker Kalv og gav den til Svenden, og han tilberedte den i Hast. 8. Derpå tog han Surmælk og Sødmælk og den tilberedte Kalv, satte det for dem og gik dem til Hånde under Træet, og de spiste.
9. Da sagde de til ham: «Hvor er din Hustru Sará?» Han svarede: «Inde i Teltet!» 10. Så sagde han: «Næste År ved denne Tid kommer jeg til dig igen, og så har din Hustru Sará en Søn!» Men Sará lyttede i Teltdøren bag ved dem; 11. og da Abrahám og Sará var gamle og højt oppe i Årene, og det ikke mere gik Sará på Kvinders Vis, 12. lo hun ved sig selv og tænkte: «Skulde jeg virkelig føle Attrå. nu jeg er affældig, og min Herre er gammel?» 13. Da sagde ADONÁI til Abrahám: «Hvorfor ler Sará og tænker: Skulde jeg virkelig føde en Søn. nu jeg er gammel? 14. Skulde noget være umuligt for Herren? Næste År ved denne Tid kommer jeg til dig igen, og så har Sará en Søn!» 15. Men Sará nægtede og sagde: «Jeg lo ikke!» Thi hun frygtede. Men han sagde: «Jo, du lo!»
16. Så brød Mændene op derfra hen ad Sodoma til, og Abrahám gik med for at følge dem på Vej. 17. Men ADONÁI sagde ved sig selv: «Skulde jeg vel dølge for Abrahám, hvad jeg har i Sinde at gøre. 18. da Abrahám dog skal blive til et stort og mægtigt Folk, og alle Jordens Folk skal velsignes i ham? 19. Jeg har jo udvalgt ham, for at han skal pålægge sine Børn og sine Efterkommere at vogte på ADONÁIs Vej ved at øve Retfærdighed og Ret, for at ADONÁI kan give Abrahám alt, hvad han har forjættet ham.» 20. Da sagde ADONÁI: «Sandelig. Skriget over Sodoma og Gomorra er stort, og deres Synd er såre svar. 21. Derfor vil jeg stige ned og se. om de virkelig har handlet så galt. som det lyder til efter Skriget over dem, der har nået mig — derom vil jeg have Vished!»
22. Da vendte Mændene sig bort derfra og drog ad Sodoma til; men ADONÁI blev stående foran Abrahám. 23. Og Abrahám trådte nærmere og sagde: «Vil du virkelig udrydde retfærdige sammen med gudløse? 24. Måske findes der halvtredsindstyve retfærdige i Byen; vil du da virkelig udrydde dem og ikke tilgive Stedet for de halvtredsindstyve retfærdiges Skyld, som findes derinde. 25. Det være langt fra dig at handle således: at ihjelslå retfærdige sammen med gudløse, så de retfærdige får samme Skæbne som de gudløse - det være langt.fra dig! Skulde den, der dømmer hele Jorden, ikke selv øve Ret?» 26. Da sagde ADONÁI: «Dersom jeg finder halvtredsindstyve retfærdige i Sodoma, i selve Byen, vil jeg for deres Skyld tilgive hele Stedet!» 27. Men Abrahám tog igen til Orde: «Se, jeg har dristet mig til at tale til min Herre, skønt jeg kun er Støv og Aske! 28. Måske mangler der fem i de halvtredsindstyve retfærdige — vil du da ødelægge hele Byen for fems Skyld?» Han svarede: «Jeg vil ikke ødelægge Byen, hvis jeg finder fem og fyrretyve i den.» 29. Men han blev ved at tale til ham: «Måske findes der fyrretyve i den!» Han. svarede: «For de fyrretyves Skyld vil jeg lade det være.» 30. Men han sagde: «Min Herre må ikke blive vred, men lad mig tale: Måske findes der tredive i den!» Han svarede: «Jeg skal ikke gøre det, hvis jeg finder tredive i den.» 31. Men han sagde: «Se, jeg har dristet mig til at tale til min Herr: Måske findes de tyve i den!» Han svarede: «For de tyves Skyld vil jeg lade være at ødelægge den.» 32. Men han sagde: «Min Herre må ikke blive vred, men lad mig kun tale denne ene Gang endnu; måske findes der ti i den!» Han svarede: «For de tis Skyld vil jeg lade være at ødelægge den.» 33. Da nu ADONÁI havde talt ud med Abrahám, gik han bort; og Abrahám vendte tilbage til sin Bolig.
1. Mosebog 19
1. De to Engle kom nu til Sodoma ved Aftenstid. Lot sad i Sodomas Port, og da han fik Øje på dem, stod han op og gik dem i Møde, bøjede sig til Jorden 2. og sagde: «Kære Herrer, tag dog ind og overnat i eders Træls Hus og tvæt eders Fødder; i Morgen tidleg kan I drage videre!» Men de sagde: «Nej, vi vil overnatte på Gaden.» 3. Da nødte han dem stærkt, og de tog ind i hans Hus; derpå tilberedte han dem et Måltid og bagte usyrede Kager, og de spiste. 4. Men endnu før de havde lagt sig, stimlede Byens Folk, Indbyggerne i Sodoma, sammen omkring Huset, både gamle og unge, alle uden Undtagelse, 5. og de råbte til Lot: «Hvor er de Mænd, der kom til dig i Nat Kom herud med dem, for at vi kan stille vor Lyst på dem!» 6. Da gik Lot ud til dem i Porten, men Døren lukkede han efter sig. 7. Og han sagde: «Gør dog ikke noget ondt, mine Brødre! 8. Se, jeg har to Døtre, der ikke har kendt Mand; dem vil jeg bringe ud til eder, og med dem kan I gøre, hvad I lyster; men disse Mænd må I ikke gøre noget, siden de nu engang er kommet ind under mit Tags Skygge!» 9. Men de sagde: «Bort med dig! Her er den ene Mand kommet og bor som fremmed, og nu vil han spille Dommer! Kom, lad os handle værre med ham end med dem!» Og de trængte ind på Manden, på Lot, og nærmede sig Døren for at sprænge den. 10. Da rakte Mændene Hånden ud og trak Lot ind til sig og lukkede Døren; 11. men Mændene uden for Porten til Huset slog de med Blindhed, både store og små, så de forgæves søgte at finde Porten.
12. Derpå sagde Mændene til Lot: «Hvem der ellers hører dig til her, dine Svigersønner, dine Sønner og Døtre, alle, som hører dig til i Byen, må du føre bort fra dette Sted; 13. thi vi står i Begreb med at ødelægge Stedet her, fordi Skriget over dem er blevet så stort for JHVH, at JHVH har sendt os for at ødelægge dem.» 14. Da gik Lot ud og sagde til sine Svigersønner, der skulde ægte hans Døtre: «Stå op, gå bort herfra, thi JHVH vil ødelægge Byen!» Men hans Svigersønner troede, at han drev Spøg med dem. 15. Da Morgenen så gryede, skyndede Englene på Lot og sagde: «Tag din Hustru og dine to Døtre, som bor hos dig, og drag bort, for at du ikke skal rives bort ved Byens Syndeslkyld!» 16. Og da han tøvede, greb Mændene ham,.hans Hustru og hans to Døtre ved Hånden, thi ADONÁI vilde skåne ham, og de førte ham bort og bragte ham i Sikkerhed uden for Byen. 17. Og idet de førte dem uden for Byen, sagde de: «Det gælder dit Liv! Se dig ikke tilbage og stands ikke nogensteds i Jordanegnen, men red dig op i Bjergene, for at du ikke skal omkomme!» 18. Men Lot sagde til dem: «Ak nej, Herre! 19. Din Træl har jo fundet Nåde for dine Øjne, og du har vist mig stor Godhed og frelst mit Liv; men jeg kan ikke nå op i Bjergene og undfly Ulykken; den indhenter mig så jeg mister Livet. 20. Se, den By der er nær nok til at jeg kan flygte derhen; den betyder jo ikke stort, lad mig redde mig derhen, den betyder jo ikke stort, og mit Liv er frelst!» 21. Da svarede han: «Også i det Stykke har jeg bønhørt dig; jeg vil ikke ødelægge den By, du nævner; 22. men red dig hurtigt derhen, thi jeg kan intet gøre, før du når derhen!» Derfor kaldte man Byen Zoar.
23. Da Solen steg op over Landet og Lot var nået til Zoar, 24. lod ADONÁI Svovl og Ild regne over Sodoma og Gomorra fra ADONÁI, fra Himmelen; 25. og han ødelagde disse Byer og hele Jordanegnen og alle Byernes Indbyggere og Landets Afgrøde. 26. Men hans Hustru, som gik efter ham, så sig tilbage og blev til en Saltstøtte. 27. Næste Morgen, da Abrahám gik hen til det Sted, hvor han havde stået hos ADONÁI, 28. og vendte sit Blik mod Sodoma og Gomorra og hele Jordanegnen, så han Røg stige til Vejrs fra Landet som Røgen fra en Smelteovn. 29. Da Gud tilintetgjorde Jordanegnens Byer, kom han Abrahám i Hu og førte Lot ud af Ødelæggelsen, som han lod komme over de Byer, Lot boede i.
30. Men Lot drog op fra Zoar og slog sig ned i Bjergene med sine Døtre, thi han turde ikke blive i Zoar; og han boede i en Hule med sine to Døtre. 31. Da sagde den ældste til den yngste: «Vor Fader er gammel, og der findes ingen Mænd her i Landet, som kunde komme til os på vanlig Vis. 32. Kom, lad os give vor Fader Vin at drikke og ligge hos ham for at få Afkom ved vor Fader!» 33. De gav ham da Vin at drikke samme Nat; og den ældste lagde sig hos sin Fader, og han sansede hverken, at hun lagde sig, eller at hun stod op. 34. Næste Dag sagde den ældste til den yngste: «Jeg lå i Går Nat hos min Fader; nu vil vi også give ham Vin at drikke i Nat, og gå du så ind og læg dig hos ham, for at vi kan få Afkom ved vor Fader!» 35. Så gav de atter den Nat deres Fader Vin at drikke, og den yngste lagde sig hos ham, og han sansede hverken, at hun lagde sig, eller at hun stod op. 36. Således blev begge Lots Døtre frugtsommelige ved deres Fader; 37. og den ældste fødte en Søn, som hun kaldte Moab; han er Moabs Stamfader den Dag i Dag. 38. Ligeså fødte den yngste en Søn, som hun kaldte Ben Ammi; han er Ammoniternes Stamfader den Dag i Dag.
1. Mosebog 20
1. Der På brød Abrahám op derfra til Sydlandet og slog sig ned mellem Kadesj og Sjur og boede som fremmed i Gerar. 2. Da nu Abrahám sagde om sin Hustru Sará, at hun var hans Søster, sendte Kong Abimélekh af Gerar Bud og lod Sará hente til sig. 3. Men Gud kom til Abimélekh i en Drøm om Natten og sagde til ham: «Se, du skal dø for den Kvindes Skyld, som du har taget, thi hun er en anden Mands Hustru!» 4. Abimélekh var imidlertid ikke kommet hende nær; og han sagde: «Herre, vil du virkelig.slå retfærdige Folk ihjel? 5. Har han ikke sagt mig, at hun er hans Søster? Og hun selv har også sagt, at han er hendes Broder; i mit Hjertes Troskyldighed og med rene Hænder har jeg gjort dette.» 6. Da sagde Gud til ham i Drømmen: «Jeg ved, at du har gjort det i dit Hjertes Troskyldighed, og jeg har også hindret dig i at synde imod mig; derfor tilstedte jeg dig ikke at røre hende. 7. Men send nu Mandens Hustru tilbage, thi han er en Profet, så han kan gå i Forbøn for dig, og du kan blive i Live; men sender du hende ikke tilbage, så vid, at du og alle dine er dødsens!»
8. Tidligt næste Morgen lod Abimélekh alle sine Tjenere kalde og fortalte dem det hele, og Mændene blev såre forfærdede. 9. Men Abimélekh lod Abrahám kalde og sagde til ham: «Hvad har du dog gjort imod os? Og hvad har jeg forbrudt imod dig, at du bragte denne store Synd over mig og mit Rige? Du har gjort imod mig, hvad man ikke bør gøre!» 10. Og Abimélekh sagde til Abrahám: «Hvad bragte dig til at handle således?» 11. Abrahám svarede: «Jo, jeg tænkte: Her er sikkert ingen Gudsfrygt på dette Sted, så de vil slå mig ihjel for min Hustrus Skyld. 12. Desuden er hun virkelig min Søster, min Faders Datter, kun ikke min Moders; men hun blev min Hustru. 13. Og da nu Gud lod mig flakke om fjernt fra min Faders Hus, sagde jeg til hende: Den Godhed må du vise mig, at du overalt, hvor vi kommer hen, siger, at jeg er din Broder.» 14. Derpå tog Abimélekh Småkvæg og Hornkvæg, Trælle og Trælkvinder og gav Abrahám dem og sendte hans Hustru Sará tilbage til ham; 15. og Abimélekh sagde til ham: «Se, mit Land ligger åbent for dig; slå dig ned, hvor du lyster!» 16. Men til Sará sagde han: «Jeg har givet din Broder 1000 Sekel Sølv, det skal være dig Godtgørelse for alt, hvad der er tilstødt dig. Hermed har du fået fuld Oprejsning.» 17. Men Abrahám gik i Forbøn hos Gud, og Gud helbredte Abimélekh og hans Hustru og Medhustruer, så at de atter fik Børn. 18. ADONÁI havde nemlig lukket for ethvert Moderliv i Abimélekhs Hus for Abraháms Hustru Sarás Skyld.
1. Mosebog 21
1. ADONÁI så til Sará, som han havde lovet, og ADONÁI gjorde ved Sará, som han havde sagt, 2. og hun undfangede og fødte Abrahám en Søn i hans Alderdom, til den Tid Gud havde sagt ham. 3. Abrahám kaldte den Søn, han fik med Sará, Jiṣ’ḥák; 4. og Abrahám omskar sin Søn Jiṣ’ḥák, da han var otte Dage gammel, således som Gud havde pålagt ham. 5. Abrahám var 100 År gammel, da hans Søn Jiṣ’ḥák fødtes ham. 6. Da sagde Sará: «Gud ham beredt mig Latter; enhver, der hører det, vil le ad mig.» 7. Og hun sagde: «Hvem skulde have sagt Abrahám, at Sará ammer Børn! Sandelig, jeg har født ham en Søn i hans Alderdom!»
8. Drengen voksede til og blev vænnet fra, og Abrahám gjorde et stort Gæstebud, den dag Jiṣ’ḥák blev vænnet fra. 9. Men da Sará så Ægypterinden Hagárs Søn, som hun havde født Abrahám, lege med hendes Søn Jiṣ’ḥák, 10. sagde hun til Abrahám: «Jag den Trælkvinde og hendes Søn bort, thi ikke skal denne Trælkvindes Søn arve sammen med min Søn, med Jiṣ’ḥák!» 11. Derover blev Abrahám såre ilde til Mode for sin Søns Skyld; 12. men Gud sagde til Abrahám: «Vær ikke ilde til Mode over Drengen og din Trælkvinde, men adlyd Sará i alt, hvad hun siger dig, thi efter Jiṣ’ḥák skal dit Afkom nævnes; 13. men også Trælkvindens Søn vil jeg gøre til et stort Folk; han er jo dit Afkom!» 14. Tidligt næste Morgen tog da Abrahám Brød og en Sæk Vand og gav Hagar det, og Drengen satte han på hendes Skulder, hvorpå han sendte hende bort. Som hun nu vandrede af Sted, for hun vild i Be’ersjebas Ørken, 15. og Vandet slap op i hendes Sæk; da lagde hun Drengen hen under en af Buskene 16. og gik hen og satte sig i omtrent et Pileskuds Afstand derfra, idet hun sagde ved sig selv: «Jeg kan ikke udholde at se Drengen dø!» Og således sad hun, medens Drengen græd højt. 17. Da hørte Gud Drengens Gråd, og Guds Engel råbte til Hagár fra Himmelen og sagde til hende: «Hvad fattes dig, Hagár? Frygt ikke, thi Gud har hørt Drengens Røst der, hvor, han ligger; 18. rejs dig, hjælp Drengen op og tag ham ved Hånden, thi jeg vil gøre ham til et stort Folk!» 19. Da åbnede Gud hendes Øjne, så hun fik Øje på en Brønd med Vand; og hun gik hen og fyldte Sækken med Vand og gav Drengen at drikke. 20. Og Gud var med Drengen, og han voksede til; og han bosatte sig i Ørkenen og blev Bueskytte. 21. Han boede i Parans Ørken, og hans Moder tog ham en Hustru fra Ægypten.
22. Ved den Tid sagde Abimélekh og hans Hærfører Pikol til Abrahám: «Gud er med dig i alt, hvad du tager dig for; 23. tilsværg mig derfor her ved Gud, at du aldrig vil være troløs mod mig eller mine Efterkommere, men at du vil handle lige så venligt mod mig og det Land, du gæster, som jeg har handlet mod dig!» 24. Da svarede Abrahám: «Jeg vil sværge!» 25. Men Abrahám krævede Abimélekh til Regnskab for en Brønd, som Abimélekhs Folk havde tilranet sig. 26. Da svarede Abimélekh: «Jeg ved intet om, hvem der har gjort det; hverken har du underrettet mig derom, ej heller har jeg hørt det før i Dag!» 27. Da tog Abrahám Småkvæg og Hornkvæg og gav Abimélekh det, og derpå sluttede de Pagt med hinanden. 28. Men Abrahám satte syv Lam til Side, 29. og da Abimélekh spurgte ham: «Hvad betyder de syv Lam, du der har sat til Side?» 30. svarede han: «Jo, de syv Lam skal du modtage af min Hånd til Vidnesbyrd om, at jeg har gravet denne Brønd.» 31. Derfor kaldte man dette Sted Be’ersjeba, thi der svor de hinanden Eder; 32. og de sluttede Pagt ved Be’ersjeba. Så brød Abimélekh og hans Hærfører Pikol op og vendte tilbage til Filisternes Land. 33. Men Abrahám plantede en Tamarisk i Be’ersjeba og påkaldte der ADONÁI den evige Guds Navn. 34. Og Abrahám boede en Tid lang; som fremmed i Filisternes Land.
1. Mosebog 22
1. Efter disse Begivenheder satte Gud Abrahám på Prøve og sagde til ham: «Abrahám!» Han svarede: «Se, her er jeg!» 2. Da sagde han: «Tag din Søn Jiṣ’ḥák, din eneste, ham, du elsker, og drag hen til Morija Land, og bring ham der som Brændoffer på et af Bjergene, som jeg vil vise dig!» 3. Da sadlede Abrahám tidlegt næste Morgen sit Æsel, tog to af sine Drenge og sin Søn Jiṣ’ḥák med sig, og efter at have kløvet Offerbrænde gav han sig på Vandring; til det Sted, Gud havde sagt ham. 4. Da Abrahám den tredje Dag så. op, fik han Øje på Stedet langt borte. 5. Så sagde Abrahám til sine Drenge: «Bliv her med Æselet, medens jeg og Drengen vandrer der. hen for at tilbede; så kommer vi tilbage til eder.» 6. Abrahám tog da Brændet til Brændofferet og lagde, det på sin Søn Jiṣ’ḥák; selv tog han Ilden og Offerkniven, og så gik de to sammen. 7. Da sagde Jiṣ’ḥák til sin Fader Abrahám: «Fader!» Han svarede: «Ja. min Søn!» Da sagde han: «Her er Ilden og Brændet, men hvor er Dyret til Brændofferet?» 8. Abrahám svarede: «Gud vil selv udse sig Dyret til Brændofferet, min Søn!» Og så gik de to sammen. 9. Da de nåede det Sted, Gud havde sagt ham, byggede Abrahám der et Alter og lagde Brændet til Rette; så bandt han sin Søn Jiṣ’ḥák og lagde ham på Alteret oven på Brændet. 10. Og Abrahám greb Kniven og rakte Hånden ud for at slagte sin Søn. 11. Da råbte ADONÁIs Engel til ham fra Himmelen: «Abrahám, Abrahám!» Han svarede: «Se, her er jeg!» 12. Da sagde Engelen: «Ræk ikke din Hånd ud mod Drengen og gør ham ikke noget; thi nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke sparer din Søn, din eneste, for mig!» 13. Og da Abrahám nu så op, fik han bag ved sig Øje på en Væder, hvis Horn havde viklet sig ind i de tætte Grene; og Abrahám gik hen og tog Væderen og ofrede den som Brændoffer i sin Søns Sted. 14. Derfor kaldte Abrahám dette Sted: ADONÁI udser sig, eller, som man nu til dags siger: Bjerget, hvor ADONÁI viser sig.
15. Men ADONÁIs Engel råbte atter til Abrahám fra Himmelen: 16. «Jeg sværger ved mig selv, lyder det fra ADONÁI: Fordi du har gjort dette og ikke sparet din Søn, din eneste, for mig, 17. så vil jeg velsigne dig og gøre dit Afkom talrigt som Himmelens Stjerner og Sandet ved Havets Bred; og dit Afkom skal tage sine Fjenders Porte i Besiddelse; 18. og i din Sæd skal alle Jordens Folk velsignes, fordi du adlød mig!» 19. Derpå vendte Abrahám tilbage til sine Drenge, og de brød op og tog sammen til Be’ersjeba. Og Abrahám blev i Be’ersjeba.
20. Efter disse Begivenheder meldte man Abrahám: «Også Milka har født din Broder Naḥór Sønner: 21. Uz, hans førstefødte, dennes Broder Buz, Kemuel, Arams Fader, 22. Kesed, Hazo, Pildasj, Jidlaf og Betuel; 23. Betuel avlede Ribká; disse otte har Milka født Abraháms Broder Naḥór, 24. og desuden har hans Medhustru Reuma født Teba, Gaham, Tahasj og Ma'aka.»
Tenákh | ||||||||
|