Parasjàt Nóaḥ
1. Mosebok 6:9—11:32
1. Mosebog 6
(9) Dette er Nóaḥs Slægtebog. Nóaḥ var en retfærdig, ustraffelig Mand blandt sine samtidige; Nóaḥ vandrede med Gud. (10) Nóaḥ avlede tre Sønner: Sjém, Ḥam og Jafét. (11) Men Jorden fordærvedes for Guds Øjne, og Jorden blev fuld af Uret; (12) og Gud så til Jorden, og se, den var fordærvet, thi alt Kød havde fordærvet sin Vej på Jorden.
(13) Da sagde Gud til Nóaḥ: «Jeg har besluttet at gøre Ende på alt Kød, fordi Jorden ved deres Skyld et fuld af Uret; derfor vil jeg nu udrydde dem af Jorden. (14) Men du skal gøre dig en Ark af Gofertræ og indrette den med Rum ved Rum og overstryge den med Beg både indvendig og udvendig; (15) og således skal du bygge Arken: Den skal være 300 Alen lang, 50 Alen bred og 30 Alen høj; (16) du skal anbringe Taget på Arken, og det skal ikke rage længer ud end een Alen fra oven; på Arkens Side skal du sætte Døren, og du skal indrette den med et nederste, et mellemste og et øverste Stokværk. (17) Se, jeg bringer nu Vandfloden over Jorden for at udrydde alt Kød under Himmelen, som har Livsånde; alt, hvad der er på Jorden, skal forgå. (18) Men jeg vil oprette min Pagt med dig. Du skal gå ind i Arken med dine Sønner, din Hustru og dine Sønnekoner: (19) og af alle Dyr, af alt Kød skal du bringe et Par af hver Slags ind i Arken for at holde dem i Live hos dig. Han og Hundyr skal det være, (20) af Fuglene efter deres Arter, af Kvæget efter dets Arter og af alt Jordens Kryb efter dets Arter; Par for Par skal de gå ind til dig for at holdes i Live. (21) Og du skal indsamle et Forråd af alle Slags Levnedsmidler, for at det kan tjene dig og dem til Føde.» (22) Og Nóaḥ gjorde ganske som Gud havde pålagt ham; således gjorde han.
1. Mosebog 7
(1) Derpå sagde ADONÁI til Nóaḥ: Gå ind i Arken med hele dit Hus, thi dig har jeg fundet retfærdig for mine Øjne i denne Slægt. (2) Af alle rene Dyr skal du tage syv Par, Han og Hun, og af alle urene Dyr eet Par, Han og Hun, (3) ligeledes af Himmelens Fugle syv Par, Han og Hun, for at de kan forplante sig på hele Jorden. (4) Thi om syv Dage vil jeg lade det regne på Jorden i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter og udslette alle Væsener, som jeg har gjort, fra Jordens Flade.» (5) Og Nóaḥ gjorde ganske som ADONÁI havde pålagt ham. (6) Nóaḥ var 600 År gammel, da Vandfloden kom over Jorden. (7) Nóaḥ gik med sine Sønner, sin Hustru og sine Sønnekoner ind i Arken for at undslippe Flodens Vande. (8) De rene og de urene Dyr, Fuglene og alt, hvad der kryber på Jorden, (9) gik Par for Par ind i Arken til Nóaḥ, Han og Hundyr, som Gud havde pålagt Nóaḥ.
(10) Da nu syv Dage var omme, kom Flodens Vande over Jorden; (11) i Nóaḥs 600de Leveår på den syttende Dag i den anden Måned, den Dag brast det store Verdensdybs Kilder, og Himmelens Sluser åbnedes, (12) og Regnen faldt over Jorden i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter. (13) Selvsamme Dag gik Nóaḥ ind i Arken og med ham hans Sønner Sjém, Ḥam og Jafét, hans Hustru og hans tre Sønnekoner (14) og desuden alle vildtlevende Dyr efter deres Arter, alt Kvæg efter dets Arter, alt Kryb på Jorden efter dets Arter og alle Fugle efter deres Arter, alle Fugle, alt, hvad der har Vinger; (15) af alt Kød, som har Livsånde, gik Par for Par ind i Arken til Nóaḥ; (16) Han og Hundyr af alt Kød gik ind, som Gud havde påbudt, og ADONÁI lukkede efter ham. (17) Da kom Vandfloden over Jorden i fyrretyve Dage, og Vandet steg og løftede Arken, så den hævedes over Jorden. (18) Og Vandet steg og stod højt over Jorden, og Arken flød på Vandet; (19) og Vandet steg og steg over Jorden, så de højeste Bjerge under Himmelen stod under Vand; (20) femten Alen stod Vandet over dem, så Bjergene stod helt under Vand.
(21) Da omkom alt Kød, som rørte sig på Jorden, Fugle, Kvæg, vildtlevende Dyr og alt Kryb på Jorden og alle Mennesker; (22) alt, i hvis Næse det var Livets Ånde, alt, hvad der var på det faste Land, døde. (23) Således udslettedes alle Væsener, der var på Jordens Flade, Mennesker, Kvæg, Kryb og Himmelens Fugle; de udslettedes af Jorden, og tilbage blev kun Nóaḥ og de, der var hos ham i Arken. (24) Vandet steg over Jorden i 150 Dage.
1. Mosebog 8
(1) Da ihukom Gud Nóaḥ og alle de vilde Dyr og Kvæget, som var hos ham i Arken; og Gud lod en Storm fare hen over Jorden, så at Vandet begyndte at falde; (2) Verdensdybets Kilder og Himmelens Sluser lukkedes, Regnen fra Himmelen standsede, (3) og Vandet veg lidt efter lidt bort fra Jorden, og Vandet tog af efter de 150 Dages Forløb. (4) På den syttende Dag i den syvende Måned sad Arken fast på Ararats Bjerge, (5) og Vandet vedblev at synke indtil den tiende Måned, og på den første Dag i denne Måned dukkede Bjergenes Toppe frem. (6) Da der var gået fyrretyve Dage: åbnede Nóaḥ den Luge, han havde lavet på Arken, (7) og sendte en Ravn ud; den fløj frem og tilbage, indtil Vandet var tørret bort fra Jorden. (8) Da sendte han en Due ud for at se, om Vandet var sunket fra Jordens Overflade; (9) men Duen fandt intet Sted at sætte sin Fod og vendte tilbage til ham i Arken, fordi der endnu var Vand over hele Jorden; og han rakte Hånden ud og tog den ind i Arken til sig. (10) Derpå biede han yderligere syv Dage og sendte så atter Duen ud fra Arken; (11) ved Aftenstid kom Duen tilbage til ham, og se, den havde et friskt Olieblad i Næbbet. Da skønnede Nóaḥ, at Vandet var svundet bort fra Jorden. (12) Derpå biede han syv Dage til, og da han så sendte Duen ud, kom den ikke mere tilbage til ham. (13) I Nóaḥs 601ste Leveår på den første Dag i den første Måned var Vandet tørret bort fra Jorden. Da tog Nóaḥ Dækket af Arken, og da han så sig om, se, da var Jordens Overflade tør. (14) På den syv og tyvende Dag i den anden Måned var Jorden tør.
(15) Da sagde Gud til Nóaḥ: (16) «Gå ud af Arken med din Hustru, dine Sønner og dine Sønnekoner (17) og for alle Dyr, der er hos dig, alt Kød, Fugle, Kvæg og alt Kryb, der kryber på Jorden, ud med dig, at de kan vrimle på Jorden og blive frugtbare og mangfoldige på Jorden!» (18) Da gik Nóaḥ ud med sine Sønner, sin Hustru og sine Sønnekoner; (19) og alle de vildtlevende Dyr, alt Kvæget, alle Fuglene og alt Krybet, der kryber på Jorden, efter deres Slægter, gik ud af Arken.
(20) Derpå byggede Nóaḥ ADONÁI et Alter og tog nogle af alle de rene Dyr og Fugle og ofrede Brændofre på Alteret. (21) Og da ADONÁI indåndede den liflige Duft, sagde han til sig selv: «Jeg vil aldrig mere forbande Jorden for Menneskenes Skyld, thi Menneskehjertets Higen er ond fra Ungdommen af, og jeg vil aldrig mere tilintetgøre alt, hvad der lever, således som jeg nu har gjort! (22) Herefter skal, så længe Jorden står, Sæd og Høst, Kulde og Hede, Sommer og Vinter, Dag og Nat ikke ophøre!»
1. Mosebog 9
(1) Derpå velsignede Gud Nóaḥ og hans Sønner og sagde til dem: Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld Jorden! (2) Frygt for eder og Rædsel for eder skal være over alle Jordens vildtlevende Dyr og alle Himmelens Fugle og i alt, hvad Jorden vrimler med, og i alle Havets Fisk; i eders Hånd er de givet! (3) Alt, hvad der rører sig og lever, skal tjene eder til Føde; ligesom de grønne Urter giver jeg eder det alt sammen. (4) Dog Kød med Sjælen, det er Blodet, må I ikke spise! (5) Men for eders eget Blod kræver jeg Hævn; af ethvert Dyr kræver jeg Hævn for det, og af Menneskene indbyrdes kræver jeg Hævn for Menneskenes Liv. (6) Om nogen udøser Menneskers Blod, ved Mennesker skal hans Blod udøses, thi i sit Billede gjorde Gud Menneskene. (7) Men I skal blive frugtbare og mangfoldige! Opfyld Jorden og gør eder til Herre over den!»
(8) Derpå sagde Gud til Nóaḥ og hans Sønner: (9) «Se, jeg opretter min Pagt med eder og eders Efterkommere efter eder (10) og med hvert levende Væsen, som er hos eder, Fuglene, Kvæget og alle Jordens vildtlevende Dyr, alt, hvad der gik ud af Arken, alle Jordens Dyr; (11) jeg opretter min Pagt med eder og lover, at aldrig mere skal alt Kød udryddes af Flodens Vande, og aldrig mere skal der komme en Vandflod for at ødelægge Jorden!»
(12) Fremdeles sagde Gud: «Dette er Tegnet på den Pagt, jeg til evige Tider opretter mellem mig og eder og hvert levende Væsen, som er hos eder: (13) Min Bue sætter jeg i Skyen, og den skal være Pagtstegn mellem mig og Jorden! (14) Når jeg trækker Skyer sammen over Jorden, og Buen da viser sig i Skyerne, (15) vil jeg komme den Pagt i Hu, som består mellem mig og eder og hvert levende Væsen, det er alt Kød, og Vandet skal ikke mere blive til en Vandflod, som ødelægger alt Kød. (16) Når Buen da står i Skyerne, vil jeg se hen til den og ihukomme den evige Pagt mellem Gud og hvert levende Væsen, det er alt Kød på Jorden.» (17) Og Gud sagde til Nóaḥ: «Det er Tegnet på den Pagt, jeg opretter imellem mig og alt Kød på Jorden!»
(18) Nóaḥs Sønner, der gik ud af Arken, var Sjém, Ḥam og Jafét; Ḥam var Fader til Kenàŋan; (19) det var Nóaḥs tre Sønner, og fra dem stammer hele Jordens Befolkning.
(20) Nóaḥ var Agerdyrker og den første, der plantede en Vingård. (21) Da han nu drak af Vinen, blev han beruset og blottede sig inde i, sit Telt. (22) Da så Kenàŋans Fader Ḥam sin Faders Blusel og gik ud og fortalte sine Brødre det; (23) men Sjém og Jafét tog Kappen, lagde den på deres Skuldre og gik baglæns ind og tildækkede deres Faders Blusel med bortvendte Ansigter, så de ikke så deres Faders Blusel. (24) Da Nóaḥ vågnede af sin Rus og fik at vide, hvad hans yngste Søn havde gjort ved ham, (25) sagde han: «Forbandet være Kenàŋan, Trælles Træl blive han for sine Brødre!» (26) Fremdeles sagde han: «Lovet være ADONÁI, Sjéms Gud, og Kenàŋan blive hans Træl! (27) Gud skaffe Jafét Plads, at han må bo i Sjéms Telte; og Kenàŋan blive hans Træl!»
(28) Nóaḥ levede 350 År efter Vandfloden; (29) således blev Nóaḥs fulde Levetid 950 År, og derpå døde han.
1. Mosebog 10
(1) Dette er Nóaḥs Sønner, Sjém, Ḥam og Jaféts Slægtebog. Efter Vandfloden fødtes der dem Sønner.
(2) Jaféts Sønner: Gomer, Magog. Madaj, Javan, Tubal, Mesjek og Tiras. (3) Gomers Sønner: Asjkenaz, Rifaf og Togarma. (4) Javans Sønner: Elisja, Tarsis. Kittæerne og Rodosboerne; (5) fra dem nedstammer de fjerne Strandes Folk. Det var Jaféts Sønner i deres Lande, hver med sit Tungemål, efter deres Slægter og i deres Folkeslag.
(6) Ḥams Sønner: Kusj, Mizrajim, Put og Hana’an. (7) Kusj’s Sønner: Seba, Havila, Sabta, Ra’ma og Sabteka. Ra’mas Sønner: Saba og Dedan. (8) Og Kusj avlede Nimrod, som var den første Storhersker på Jorden. (9) Han var en vældig Jæger for ADONÁIs Øjne; derfor siger man: «En vældig Jæget for ADONÁIs Øjne som Nimrod.» (10) Fra først af omfattede hans Rige Babel, Erelk, Akkad og Kalne i Sinear; (11) fra dette Land drog han til Assyrien og byggede Nineve, Rehobot-Ir, Kela (12) og Resen mellem Nineve og Kela, det er den store By. (13) Mizrajim avlede Luderne,Anamerne, Lehaberne, Naftuherne, (14) Patruserne, Kasluherne, fra hvem Filisterne udgik, og Kaftorerne. (15) Kenàŋan avlede Zidon, hans førstefødte, Het, (16) Jebusiterne, Amoriterne, Girgasjiterne, (17) Hivviterne, Arkiterne, Siniterne, (18) Arvaditerne, Zemariterne og Hamatiterne; men senere bredte Kenàŋanæernes Slægter sig, (19) så at Kenàŋanæernes Område strakte sig fra Zidon i Retning af Gerar indtil Gaza, i Retning af Sodoma, Gomorra, Adma,og Zebojim indtil Lasja. (20) Det var Ḥams Sønner efter deres Slægter og Tungemål i deres Lande og Folk.
(21) Men også Sjém, alle Ebersønnernes Fader, Jaféts ældste Broder, fødtes der Sønner. (22) Sjéms Sønner: Elam, Assur, Arpaksjad, Lud og Aram. (23) Arams Sønner: Uz, Hul, Geter og Masj. (24) Arpaksjad avlede Sjela; Sjela avlede Eber; (25) Eber fødtes der to Sønner; den ene hed Peleg, thi på hans Tid adsplittedes Jordens Befolkning, og hans Broder hed Joktan. (26) Joktan avlede Almodad, Sjelef, Hazarmavet, Jera, (27) Hadoram, Uzal, Dikla, (28) Obal, Abimael, Saba, (29) Ofir, Havila og Jobab. Alle disse var Joktans Sønner, (30) og deres Bosteder strækker sig fra Mesja i Retning af Sefar, Østens Bjerge. (31) Det var Sjéms Sønner efter deres Slægter og Tungemål i deres Lande og Folk.
(32) Det var Nóaḥs Sønners Slægter efter deres Nedstamning, i deres Folk; fra dem nedstammer Folkene, som efter Vandfloden bredte sig på Jorden.
1. Mosebog 11
(1) Hele Menneskeheden havde eet Tungemål og samme Sprog. (2) Da de nu drog østerpå, traf de på en Dal i Sinear, og der slog de sig ned. (3) Da sagde de til hverandre: «Kom, lad os stryge Teglsten og brænde dem godt!» De brugte nemlig Tegl som Sten og Jordbeg som Kalk. (4) Derpå sagde de: «Kom, lad os bygge os en By og et Tårn, hvis Top når til Himmelen, og skabe os et Navn, for at vi ikke skal spredes ud over hele Jorden!» (5) Men JHVH steg ned for at se Byen og Tårnet, som Menneskebørnene byggede, (6) og han sagde: «Se, de er eet Folk og har alle eet Tungemål; og når de nu først er begyndt således, er intet, som de sætter sig for, umuligt for dem; (7) lad os derfor stige ned og forvirre deres Tungemål der, så de ikke forstår hverandres Tungemål!» (8) Da spredte JHVH dem fra det Sted ud over hele Jorden, og de opgav at bygge Byen. (9) Derfor kaldte man den Babél, thi der forvirrede ADONÁI al Jordens Tungemål, og derfra spredte JHVH dem ud over hele Jorden.
(10) Dette er Sjéms Slægtebog. Da Sjém var 100 År gammel, avlede han Arpaksjad, to År efter Vandfloden; (11) og efter at Sjém havde avlet Arpakhšad, levede han 500 År og avlede Sønner og Døtre. (12) Da Atpakhšad havde levet 35 År, avlede han Sjela; (13) og efter at Arpakhšad havde avlet Sjela, levede han 403 År og avlede Sønner og Døtre. (14) Da Sjela havde levet 30 År, avlede han Eber; (15) og efter at Sjela havde avlet Eber, levede han 403 År og avlede Sønner og Døtre. (16) Da Eber havde levet 34 År, avlede han Peleg; (17) og efter at Eber havde avlet Peleg, levede han 430 År og avlede Sønner og Døtre. (18) Da Peleg havde levet 30 År, avlede han Reú; (19) og efter at Peleg havde avlet Reú, levede han 209 År og avlede Sønner og Døtre. (20) Da Reú havde levet 32 År, avlede han Serug; (21) og efter at Re’ú havde avlet Serug, levede han 207 År og avlede Sønner og Døtre. (22) Da Serug havde levet 30 År, avlede han Naḥór; (23) og efter at Serug havde avlet Naḥór, levede han 200 År og avlede Sønner og Døtre. (24) Da Naḥór havde levet 29 År, avlede han Teraḥ; (25) og efter at Naḥór havde avlet Teraḥ, levede han 119 År og avlede Sønner og Døtre. (26) Da Teraḥ havde levet 70 År, avlede han Abrám, Naḥór og Haran.
(27) Dette er Teraḥs Slægtebog. Teraḥ avlede Abrám, Naḥór og Haran. Haran avlede Lot. (28) Haran døde i sin Fader Teraḥs Levetid i sin Hjemstavn i Ur Hasdim. (29) Abrám og Naḥór tog sig Hustruer; Abráms Hustru hed Sarái, Naḥórs Milka, en Datter af Haran, Milkas og Jiskas Fader. (30) Men Sarái var ufrugtbar og havde ingen Børn. (31) Teraḥ tog sin Søn Abrám, sin Sønnesøn Lot, Harans Søn, og sin Sønnekone Sarái, hans Søn Abráms Hustru, og førte dem fra Ur Kasdim for at begive sig til Kenàŋans Land; men da de kom til Karan, slog de sig ned der. (32) Teraḥs Levetid var 205 År; og Teraḥ døde i Karan.
Tenákh | ||||||||
|