Kjæmpen Roland

1. Karl den store hjem mod Frankrig rider, han har herjet Spanien By og Borg.
   Kongen ved ei, at langs Fjeldets Sider smyger sig en Sorg, en Kjæmpesorg.
   Kongen tror, at Hedningen er slagen, Kongen ved ei, at bag Fjeldets Top
   fire Hundre Tusind venter Dagen, bryder frem saa snart som Sol gaar op.
    
2. Hæren skrider under hvide Tinder; sort er Bergets Væg, og Dalen trang.
   Foran ligger Frankrig, Hjem og Kvinder, derfor er der Taarer, Smil og Sang.
   Tunge Drømme Kongens Glæde dæmper; Kappen har han om sit Ansigt lagt.
   Roland, Kjæmpen over alle Kjæmper, Gud ham verne paa hans Heltevakt.
    
3. Ridder Oliver, han steg i Pinjen; Rolands Ven sat høit paa Træets Gren.
   Saa i Solen Sarasener-Linjen, Hjelm og Sværd og Skjold med Ædelsten.
   Og han raabte: Roland, blæs i Luren! Blæs! han raabte, Hedningen er nær.
   Blæs, saa det kan dure lidt i Uren; blæs os hid den hele franske Hær.
    
4. Haanlig svarte Kjæmpen: Skal jeg blæse? Blæse væk min Hæder og mit Mod?
   Heller kløve Sarasenens Næse, heller rødme skal min Arm i Blod.
   Som en Løve venter Antilopen, gjæmt bak Ørk’nens mørke Klipperand,
   saadan ventet Roland Hedninghoben; den var fire Hundre Tusind Mand.