Betænkninger, indhentede i Anledning af det paa 9de ordentlige Storthing fremsatte Forslag til Ophævelse af Grundlovens § 2 sidste Passus

Fra Høiesteret

I Anledning af et paa 9de ordentlige Storthing fremsat og til Afgjørelse paa det nu forsamlede Storthing bestemt Forslag om, at Grundlovens § 2 sidste Passus, saalydende: “Jøder ere fremdeles udelukkede fra Adgang til Riget,” ophæves, har Høiesteret ved Præsidentskabets ærede Skrivelse af en af 26de forrige Maaned modtaget Meddelelse af en af sidstmeldte Storthing samme Dag fattet Beslutning, i hvis Følge Rettens Betænkning er forlangt, om og hvorvidt sidste Deel af Grundlovens § 112 er til Hinder for det nævnte Forslags Antagelse. Efterat have overveiet de Grunde for og imod, som ved denne Leilighed frembyde sig, giver man sig den Ære, til Opfyldelse af det skete Forlangende, at ytre Følgende:

Efterat Grundlovens § 112 har fastsat, hvorledes der skal forholdes med Fremsættelsen og Behandlingen af Forslag til Forandring i bemeldte Lov, tilføier den, i Storthingets ovenberørte Beslutning paaberaabte sidste Deel af §en, forsaavidt den her kan vedkomme os: “Dog maa saadan Forandring aldrig modsige denne Grundlovs Principer, men alene angaae Modificationer i enkelte Bestemmelser, der ikke forandre denne Constitutions Aand.” Det Høiesteret til Betænkning forelagte Spørgsmaal gaaer saaledes ud paa, om og hvorvidt man ved Antagelsen af det her omhandlede Forslag vilde overskride denne for Grundlovsforandringer satte Grændse.

Naar man nu i Undersøgelsen heraf kun tager Hensyn til, hvad der uden anden Veiledning end Grundloven selv kan antages at være dens Principer eller Aand, da vil man næppe derved kunne komme til det Resultat, at den tilsigtede Forandring skulde staae i Strid med disse. Tvertimod synes Grundlovens, i det Hele taget, liberale Tendents, i Forbindelse med, at Spørgsmaalet om Jøders Udelukkelse fra Riget ikke staaer i Berørelse ned Statsforfatningens egentlige Væsen eller har umiddelbar Indflydelse paa Noget, som til enhver Tid maatte eragtes helligt, endog at opvække Formodning om, at det ikke har været Hensigten at binde sig, saafremt Erfaring maatte vise, at enten den Frygt, man havde næret for Jøderne, maaskee havde været overdreven, eller at disses Charakteer i alt Fald senere havde modtaget en saadan Retning, at deres Farlighed ikke længere gjorde et saa strengt Bud fornødent. Vel sees det, at dette Bud paa den Tid, Grundloven blev given, maa være betragtet som særdeles magtpaaliggende, da det vel ellers ikke havde faaet Plads i denne Lov; men det Samme gjælder om Alt, hvad der findes i Grundloven, forsaavidt det ikke er bestemt som blot temporært, og hiin Omstændighed kan derfor, da Grundlovens § 112 dog viser, at Forandringer i denne Lov ikke ubetinget ansaaes umulige, ikke her komme i nogen afgjørende Betragtning.

Den paaberaabte Deel af Grundlovens § 112 vil saaledes neppe i den omspurgte Henseende kunne være til Hinder, med mindre der maatte kunne paavises Data udenfor Grundloven, der maatte lede til at fortolke §en paa en til saadant Resultat førende Maade. Et Datum af denne Beskaffenhed synes imidlertid at være tilstede i de under Rigsforsamlingen paa Eidsvold af Constitutions-Committeen forfattede foreløbige Grundsætninger, forsaavidt disse senere af bemeldte Forsamling bleve vedtagne. Thi af disse ere de Principer, hvortil § 112 sigter, synes at flyde deels af deres Beskaffenhed, idet de for største Delen virkelig indeholde Bestemmelser, der maa betragtes som væsentlige Grundlag for den nye Statsindretning, deels af Benævnelsen “Grundsætninger”, der hyppigen benyttes som eensbetydende med “Principer,” og deels deraf, at man ellers ingen bestemt Veiledning har til at udfinde, hvad der er meent ved de nævnte Principer. Iblandt disse Grundsætninger findes nu just den Sætning, at Jøder fremdeles ere udelukkede fra Adgang til Riget, og denne kunde saameget heller synes egnet til at kaldes et Princip, som de, efter at være fra først af under 8de Grundsætning foreslaaet af Constitutions-Committeen, siden vedligeholdt sig under de forskjellige betydelige Modificationer, som denne Grundsætning iøvrigt undergik under Forhandlingerne. Ogsaa kan det, som Noget, der fortrinligen fortjener at komme i Betragtning, anmærkes, at den oprindeligen vel kun var indklædt i Form af en Indskrænkning i den foreslaaede og af Rigsforsamlingen selv i Begyndelsen vedtagne frie Religionsøvelse for alle Religionssecter, men dog allerede da forkyndte sig som noget Mere, idet den endog negtede de Religionsbekjender, den angik, Adgang til Riget. Siden fremtraadte den imidlertid efterhaanden mere selvstændig, da først den frie Religionsøvelse fastsattes alene at skulle være tilstaaet christelige Religionssecter, hvorved hiin Sætning dog endnu beholdt den anførte, skjøndt nu aldeles ikke længere passende, indskrænkende Form, og endelig ogsaa denne maatte bortfalde, da den ommeldte Bestemmelse angaaende fri Religionsøvelse ved Grundlovens endelige Redaction aldeles udelodes.

Saa meget Høiesteret end maa erkjende denne Argumentations Vægt, hvilken tvende af Rettens Medlemmer endog have anseet afgjørende, har Pluraliteten dog ikke kunnet indrømme dens fuldkomne Gyldighed. Man tillader sig i saa Henseende at henlede Opmærksomheden paa Følgende:

Det forekommer synderligt, at Grundlovens § 112 i et saa vigtigt Punkt ikke skulde kunne forstaaes uden ved Hjælp af saadanne Bestemmelser af Rigsforsamlingen, der ere udenfor Grundloven og hvis Tilværelse end ikke af den kan erfares. I et Arbeide som Grundloven kunde det heller ikke feile, at der jo maatte gives Bestemmelser af en saa væsentlig og indgribende Beskaffenhed, at den Idee, man havde for Øie, vilde ved deres Forandring mærkeligen forvanskes. At opregne dem alle, kunde vel med Føie ansees ugjørligt, og at angive enkelte, vilde have været til liden Nytte. At de imidlertid med Rette kunde kaldes Grundlovens Principer, er unegteligt, og det er følgeligt ikke, for at vide, hvad der med dette Udtryk er meent, fornødent at tye hen til de foreløbige Grundsætninger. Vel kan der under denne Fortolkning opstaae ikke ubetydelige Tvivl om §ens Anvendelse; — men saadanne undgaaes neppe heller ved den modsatte. Selv de, der hylde denne, maa dog udentvivl erkjende, at ikke Alt, hvad der i Grundloven er uforanderligt, hvortil dog vel f. Ex. Hovedbestemmelserne om Kongens juridiske Hellighed, hans Raadgiveres Ansvarlighed og Folkerepræsentationens controllerende Myndighed maa henregnes, indeholdes i de omhandlede foreløbige Grundsætninger; da man dog umuligen kan tillægge den ved disses Vedtagelse gjorte Forbeholdenhed af nærmere Bestemmelser og Indskrænkninger en saa udstrakt Betydning, at alt Saadant derunder indbefattes, under hvilken Forudsætning man ogsaa omvendt kunde komme i en lignende Uvished om, hvad det da er, som med Sikkerhed kan forandres. De maa altsaa udentvivl skjælne imellem, hvad § 112 kalder Grundlovens Principer, og hvad den forstaaer ved Constitutionens Aand, og, idet de ansee de Første eensbetydende med de titomhandlede Grundsætninger, antage, at der dog ere andre Bestemmelser, som ikke kunne rokkes, uden at forandre den Sidste — en Forskjel, der under den antagne Forudsætning vilde være saameget mere nødvendig, som man dog umuligen kan give Constitutionens Aand en saa indskrænket Betydning, som man havde tillagt dens Principer. Men paa denne Maade vilde man ikke komme Maalet synderlig nærmere, end ved strax at forstaae disse Principer saaledes, at de samlede danne Constitutionens Aand, og saaledes at antage, at begge Udtryk i Grunden betegne det Samme; hvilket ogsaa det indbyrdes Forhold mellem de Dele af en, hvori de findes, udentvivl nærmest antyder.

Ligesom den titnævnte § 112, saafremt den bestemt havde sigtet til de under de foregaaende Forhandlinger antagne Grundsætninger, neppe vilde have givet disse en anden Benævnelse (jfr. § 109), saaledes maa det ogsaa bemærkes, at Udtrykkene “Principer” og “Grundsætninger” vel ofte bruges om hinanden, men at det første dog egentligen har en strængere Betydning end den, man ordentligviis tænker sig ved de sidste, især naar disse, som her, ere charakteriserede som foreløbige. Denne sidste Benævnelse, i Forbindelse med den ved deres Vedtagelse skete Forbeholdenhed viser ogsaa, at man kun har betragtet dem som saadanne Bestemmelser, hvilke man ansaae der hensigtsmæssigt i Forveien at komme nogenlunde overeens om, deels til Veiledning for Committeens Arbeide, deels for at Rigsforsamlingens Medlemmer ved Hjælp af dem kunde orientere sig ved Sagens Behandling, og at man derimod ingenlunde har tænkt paa i dem at opstille ufravigelige Forskrifter. Det sees derfor ogsaa, at, efterat den os her nærmest vedkommende 8de Grundsætning var vedtagen, gjordes siden ved Constitutions-Udkastets Behandling en Forandring, der vistnok var ligesaa betydelig, som den her tilsigtede, og den Passus, hvori denne Forandring skede, findes endog, som oven allerede anmærket, at være aldeles udeladt ved den endelige Redaction af Grundloven.

Uagtet den største Deel af de saakaldte foreløbige Grundsætninger maa under enhver Forudsætning henregnes til de i § 112 nævnte Principer, kan man dog som Exempel paa, at dette ikke er Tilfældet med dem alle, foruden hvad allerede er anført om Bestemmelsen angaaende Jøder, paaberaabe sig det Forbud mod nye Indskrænkninger i Næringsfriheden, hvorpaa den af Rigsforsamlingen antagne 9de Grundsætning gik ud, men som senere modtog den ikke ubetydelige Modification, hvorefter det i Grundlovens § 101 alene lyder paa nye og bestandige Indskrænkninger i Næringsfriheden.

Endelig fortjener det udentvivl at bemærkes, at flere Forfattere, som have ytret sig angaaende Betingelserne for Forandringer i Grundloven, deels have troet ikke i Henseende til Grundlovens Principer at have tilstrækkelig Veiledning i de foreløbige Grundsætninger, deels end ikke have paaberaabt sig disse. Iblandt de sidste kan endog regnes afdøde Høiesterets-Justitiarius Falsen i hans Skrift: “Norges Grundlov, gjennemgaaet i Spørgsmaal og Svar” (Side 182 fl.), uagtet han dog som Formand i Constitutionscommitteen paa Eidsvold, maatte have haft en særdeles Anledning til at kjende, hvad Vægt man havde tillagt de ommeldte Grundsætninger, og uagtet han, hvad isærdeleshed Spørgsmaalet om Jøders Udelukkelse angaaer, saavel i det anførte Skrift, som ellers har udtalt sig til Fordeel for, hvad Grundloven derom indeholder.

Forsaavidt iøvrigt Rettens Betænkning er forlangt, ikke alene om, men ogsaa hvorvidt den nævnte Del af Grundlovens § 112 er til Hinder for Forslagets Antagelse, maa der udentvivl, saafremt deri ligger nogen speciel Betydning, være sigtet til: om i alt Fald Forbudet mod Jøder, forsaavidt det synes at være stilet mod disse i Almindelighed, kan, uden at støde an mod, hvad Grundloven paa bemeldte Sted foreskriver, ophæves med Hensyn til de Jøder, som paa den Tid, Grundloven udkom, havde Adgang til Riget; hvilket efter en Placat af 23de Januar 1750, der er yngre end nogen af de Anordninger, som udelukke Jøder fra Norge, var Tilfældet med de saakaldte Portugisjøder.

I Henseende til saadanne Jøder have nu vel Nogle formeent, at den dem forhen tilstaaede Adgang endnu maatte staae dem aaben, da saavel det omhandlede Forbuds Hensigt, som det i samme brugte Udtryk “fremdeles” synes at tilsige, at Jøder kunn skulle være udelukkede i Fremtiden, forsaavidt de allerede efter de da gjældende Bestemmelser vare det. Imidlertid skjønnes det dog ikke, at Forbudet med tilstrækkelig Føie kan tillægges denne Indskrænkning. Den naturlige Betydning, som man, naar man, uden allerede i Forveien at tænke paa en anden, læser det omhandlede Sted, maa lægge i sammes hele Udtryksmaade, er dog udentvivl den, at, ligesom Jøder forhen have været udelukkede fra Adgang til Riget, saaledes skulde de ogsaa i Fremtiden (fremdeles) være det. Vel kan Forbudet ogsaa modtage den anden angivne Betydning; men Formodningen er dog for, at man, saafremt denne virkelig havde været tilsigtet, vilde have tilkjendegivet dette paa en mere ligefrem og tydelig Maade; hvorimod man, naar det først forudsættes, at Jøder forhen vare udelukkede, neppe kunde have udtrykt den Mening, at de ogsaa for Fremtiden skulde være det, bedre end saaledes, som Grundloven virkelig udtrykker sig. Spørgsmaalet er altsaa, om det er antageligt, at Grundlovens Forfattere ere gaaen ud fra den nysmeldte Forudsætning, og dette kan vel næppe negtes. Det havde nemlig længe været en temmelig almindelig Mening, at ingen Jøde taaltes i Norge, og skjøndt denne ikke var ubetinget rigtig, havdes dog et Slags Hjemmel, isærdeleshed i Confirmationen paa Christiansands Privilegier af 31de Januar 1738 § 7, der udtrykkeligen siger, at Jøder ere forbudne at opholde sig i Norge, og man kan derfor vel forklare sig Muligheden af, at selv Jurister have deelt denne Mening. Under den saaledes antagne Fortolkning kan der nu spørges, om Forbudet mod Jøder, skjøndt dette efter Forudsætningen ansees som et Princip i Grundloven, ikke dog i Henseende til dets Virkning som saadant kan modtage den Indskrænkning, at det ei gjælder om de forhen i den omhandlede Henseende begunstigede Jøder, og dette Spørgsmaal turde der maaske være Føie til at besvare bekræftende. Udtrykket “fremdeles,” uagtet det neppe kan have den Indflydelse paa Fortolkningen, som Nogle have antaget, viser dog kjendeligen, at man alene har tænkt paa en Udelukkelse, som antoges forhen at have fundet Sted, og det synes uantageligt, at den i Henseende til Jøder i sin Tid vedtagne foreløbige Grundsætning og det derpaa efter vor Forudsætning senere byggede Princip skulde have en saadan Virkning, at de skulde gjælde i en Udstrækning, hvori Grundsætningen efter al Sandsynlighed ei var bleven enten foreslaaet eller vedtaget, saafremt man ikke var gaaen ud fra en vildfarende Mening.

Skulde det derimod antages, at Forbudet allerede i dets nærværende Form er uanvendeligt paa Portugisjøder eller de andre, der maatte være i lignende Tilfælde, vilde det del i sig være ufornødent, udtrykkeligen at give det en saadan Indskrænkning. Imidlertid er det klart, at den omspurgte Deel af § 112 dog under denne Forudsætning aldeles ikke kunde være til Hinder, om man, forat bortrydde de forskjellige Meninger, hvortil Forbudets nuværende Form har givet Anledning, maatte finde det hensigtsmæssigt, at give en authentisk Forklaring deraf. Angaaende Tilraadeligheden eller Utilraadeligheden enten heraf eller af det omhandlede Forslag i det Hele, har Høiesteret iøvrigt, efter det Retten forelagte Spørgsmaals Beskaffenhed, antaget ikke at have Anledning til at ytre sig, ligesom ikke heller til at indlade sig i, hvorvidt en tilstrækkelig Erfaring i disse Henseender maatte kunne paaberaabes.

Christiania, i Høiesteret den 19de Marts 1842.

Bull.   F. Motzfeldt.   Lange.   N. Aars.   Ottesen.   Lasson.   H. A. Bjerregaard.   P. Smith.   M. Hansen.

M. Sverdrup.

Til Stortingets Præsidentskab!

Refereret i Storthinget den 30de Marts 1842 og da besluttet: “Tilstilles Constitutionscommitteen.”

Riddervold.
p. t. Præsident.

Borchsenius
p. t. Secretair.

Fra Christianias Børs- og Handels-Committee

Ved Skrivelse af 28de Febr. har Storthingets meget ærede Constitutions-Committee forlangt dette Steds Børs- og Handels-Committees Formening om, hvorvidt der med Hensyn til Handelsforholdene og de dermed i nærmest Forbindelse staaende Gjenstande maatte være nogen væsentlig Betænkelighed imod at indrømme Jøder Adgang til Riget; i hvilken Anledning undertegnede Committee giver sig den Ære at meddele Følgende:

Det er vistnok udenfor al Tvivl, at der blandt Jøderne gives Mange ligesaa veltænkende som retskafne og hæderlige Individer, der ved at bosætte sig i Norge ville blive nyttige Borgere af vort Samfund og ved deres Virksomhed udbrede Gavn, saavel i den Kreds, i hvilken de bleve optagne, som for Landet i det Hele. Committeen skylder imidlertid at betragte Sagen fra et almindeligt Standpunkt og antager saaledes, at de mere formuende Jøder neppe vile finde tilstrækkelig Opmuntring til at etablere sig hos os, uden maaskee ved Commanditer, af hvis Virksomhed i al Fald den væsentligste Fordeel vilde tilflyde de udenlands boende Principaler, og altsaa gaae ud af Landet, — hvorimod det formeentlig maa ansees utvivlsomt, at et stort Antal af den lavere og mindre formuende Klasse vilde benytte den Adgang, der maatte aabnes dem til at erhverve norsk Borgerret og oversvømme Landet — saavidt vi kunne indsee — uden Gavn for det Almindelige i nogen Henseende; men derimod til uberegnelig Skade for Handelsstanden i Særdeleshed; thi foruden at see hen til de betydelige Forgreninger og det Sammenhold, der finder Sted imellem Jøderne, og som sætter dem istand til at drive deres Forretninger med langt større Lethed, end andre Handlende, saa maa det sikkerligen ogsaa, i Henseende til den Klasse af Jøder, der beskjæftige sig med Handel i de mindre Brancher, befrygtes, at de, med den dem egne Omsorg og Routine, som de saa vel vide at gjøre gjeldende, og under lige Rettigheder med Landets øvrige Detailhandlere, vilde fortrænge en meget stor Deel af disse, blandt hvilke der efter Committeens Formening endog ubder særdeles heldige Handels-Conjunkturer er en alt for stor og uforholdsmæssig Concurrence; ligesom Committeen ikke heller troer at feile, naar den antager, at Jødernes Handelsvirksomhed letteligen kunde have en skadelig Indflydelse paa Landets Fabrikvæsen og Haandværksdrift.

Efter det saaledes anførte, anseer Committeen de, med Hensyn til Handelsforholdene og hvad dermed staaer i Forbindelse, høist betænkeligt og ingenlunde tilraadeligt at aabne Jøderne ubehindret Adgang til at bosætte sig her i Riget, hvorved disse, der aldrig have havt Adgang til samme, ei kunne besvære sig over nogen Forurettelse; — men skulde Storthinget af andre Grunde — der ligge udenfor denne Committees Bedømmelse — finde det ønskeligt, at den derom i Grundloven indeholdende Bestemmelse ophævedes, saa formener man, at tilladelsen dog maatte indskrænkes saaledes, at der alene tilstededes Jøderne Adgang til, og Ophold i Landet som Reisende, uden Adgang til at erhverve Borgerskab og de derved hjemlede Rettigheder.

Christiania Børs- og Handels-Committee den 21de Marts 1842.

R. Andresen.   Joh. Tho. Heftye.   J. H. Schwensen.   J. Smith.

Til Storthingets Constitutions-Committee.

Fra Børs- og Handels-Committeen i Trondhjem

I Anledning af den i ærede Skrivelse af 28de Februar sidstleden forelagte Opgave har undertegnede Committee den Ære herved at gjenmelde.

Ved Gjenstandens Foredrag inden Trondhjems Børs, efter foregaaende Opslag og Bekjendtgjørelse, afgave Stedets tilstedeværende Kjøbmænd den eenstemmige Formening: “at det, med Hensyn til Handelsforholdene, ikke ansees tilraadeligt at indrømme Jøder Adgang til Riget.”

Naar Committeen, for dens Vedkommende, herved erklærer sig enig i foranførte Conclusion, tillader den sig at tilføie Følgende:

Dersom Jøder skulle erholde Adgang til at opholde sig her i Riget, maatte de formeentlig tilstaaes alle statsborgerlige Rettigheder, forsaavidt Troesbekjendelsen ikke medførte afgjørende Hindringer derfor.

Ulige Rettigheder virke skadeligen paa de tilsidesatte som paa de Begunstigede; og det maa vel synes som at Jødens fulde Emancipation i de Lande, hvor han har havt og har et Hjem, maatte være betinget baade af Retfærdighed og af Politik.

Men naar et saadant velgjørende Maal, uagtet at mange Nationer, saavidt vides, i forskjellige Retninger have søgt at arbeide det imøde, end ikke er naaet, saa kan formeentlig Aarsagen dertil ikke være at søge blot i Fordomme mod Jøden, men viseligen ogsaa deri, at denne endnu er mindre skikket til fuldkommen Emancipation.

Norge, hvortil Jøder hidtil ikke har havt Adgang, har i alle Fald ikke de Forpligtelser til at virke for Jødernes Emancipation, som de Lande, hvori Jøder allerede have Tilhold. Men med nogensomhelst Grund lader det sig formeentlig heller ikke forudsætte, at de faa Jøder, som ved Ophævelse af sidste Passus i Grundlovens § 2 ville søge nedsættelse i Norge, skulle kunne løsrive sig fra det store politiske Folk i den Grad, at de vorde bedre Statsborgere end Jøder i Almindelighed.

Børs- og Handels-Committeen i Trondhjem den 26de Marts 1842.

Schmidt.   Gram.   Carstens.   Finne.

Til Storthingets Constitutions-Committee.

Fra det theologiske Facultet

I Anledning af den ærede Committees Skrivelse af 28 Februar d. A., hvori forlanges Facultetets Betænkning om og hvorvidt der enten med Hensyn til Statens offentlige Religion eller til nogen særegen Beskaffenhed ved den jødiske Troeslære maatte være nogen væsentlig Betænkelighed imod at aabne Jøderne Adgang til Riget, giver Facultetet sig den ære at afgive følgende Erklæring.

Foreløbig tillader Facultetet sig at bemærke, at hvis man skal forstaae de Ord i Grundlovens § 2: “Jøder ere fremdeles udelukkede fra Adgang til Riget” saaledes som de, saavidt Facultetet bekjendt, factisk ere forstaaede, at det herved er forbudt Jøderne endog som blot Reisende at opholde sig indenfor Norges Grændser, synes dette saa bestemt stridende mod den Ret, ethvert Menneske, der ikke er aabenbar Forbryder, har som Menneske og Verdensborger, at der formeentlig ikke kan være Tvivl om saadan Bestemmelses Utilbørlighed. Facultetet anseer det derfor ikke nødvendigt videre at indlade sig paa Sagen fra denne Ende betragtet, og gaaer saaledes i det Følgende ud fra den Forudsætning, at naar Spørgsmaalet her er om at aabne Jøderne Adgang til Riget, forstaaes derved at give dem som Jøder, altsaa med Bibeholdelse og Udøvelse af deres Religion, Ret til under vore Loves Beskyttelse at bosætte sig i Norge med alle eller en Deel af de Rettigheder, som norske Borgere nyde.

Imod at give Jøderne saadan Adgang til Riget, formener Facultetet, at der med Hensyn til Statens offentlige Religion ikke kan være noget til Hinder, hvad enten man seer hen til denne Religions Aand og Væsen i og for sig, eller til dens ved Grundloven bestemte Forhold til Staten. Den christelige og saaledes ogsaa den evangelisk-lutherske Religions Aand og Charakteer er nemlig udtrykt ved Frelserens Ord: “Mit Rige er ikke af denne Verden”, den vil danne et aandeligt Samfund, hvori Tro og Kjærlighed ere Samfundsbaandene, dens Vaaben ere aandelige, ikke ydre Tvang og Magtbud; det kan derfor ikke være dens Villie, at en Stat ikke skulde i sit Samfund optage Mennesker alene fordi de ikke bekjende sig til den, eller overhovedet sætte en vis Tro, blot som Tro betragtet, som Betingelse for Optagelse eller Forbliven i Statssamfundet. Kirkens Forhold til Staten, saaledes som det i Grundloven er bestemt, kan heller ikke, efter Facultetets Formening, i nogen Maade lægge Hindring iveien for at tilstaae Jøderne Adgang til Riget og offentlig Udøvelse af deres Religion, da Facultetet hylder den Fortolkning af Grundlovens § 2 og § 4, som den til at afgive Betænkning og Forslag til Lov om Grændserne for Religionsfriheden m. m. naadigst nedsatte Commission har udtalt i dens Indstilling Pag. 18–21 (Anmærkning), en Anskuelse, Facultetet i den senere Tid ved flere Leiligheder har havt Anledning til at udtale.

Men forholder dette sig saa, at intet Religionspartie, altsaa heller ikke Jøderne, alene fordi de afvige fra vor Statskirkes Tro, bør udelukkes af Statssamfundet, bliver her videre Spørgsmaal om Jødernes Tro og deres paa denne byggede Sædelære maaske er af saadan Beskaffenhed, at de derved komme til at staae i Modsætning til vor Stats paa Christendommen grundede borgerlige Love og Institutioner; thi hvis saa skulde være, følger det ligefrem af Statens Begreb som et velordnet Samfund, at den ikke uden at modsige sig selv, kan optage dem i sig; og det blev i saa Fald igrunden ikke Staten, der udelukkede dem, men de selv udelukkede sig fra Staten, idet de erklærede sig at ville i visse Dele være fordærvelige for det Statssamfund, der vel optog dem i den Hensigt at vise dem Liberalitet og Velvellie, men tillige for i dem at have sande Medvirkere til det Heles Velvære.

Betragter man nu det Gamle Testamente alene som norm for Jødernes Tro og Sædelære, er det en ligefrem Selvfølge af at ogsaa den christne Kirke antager dette for at være Guds aabenbarede Ord, at deri ikke kan findes Noget, der i og for sig eller ret forstaaet sætter Jøden i Opposition til vor Rets- eller Sædelighedsorden. Man har rigtignok bemærket, at det Gamle Testamente næsten udelukkende handler om Jødens Forhold til Jøden, og sætter Jødefolket i en saadan Opposition til andre Folkeslag, at dette maa have en skadelig Indflydelse paa deres Forhold ogsaa til en christelig Stats Borgere, idet de vel kunne faae et Slags Kjærlighed til det Land, hvori de fødes, og det Folk, der har optaget dem blandt sig, men at denne Kjærlighed altid vil blive underordnet deres Kjærlighed til deres eget Folk, saa at de i ethvert Tilfælde, hvor deres Nationalinteresse kommer i Strid med det Lands, hvori de boe og have erholdt Borgerret, maae lade dettes Interesser vige for deres eget Folks. Historien, siger man, bekræfter ogsaa dette, idet den viser, at denne Nation under intet Forhold opgiver sin Nationalitet og aldrig sammensmelter med noget andet Folk, men, hvor de end fødes og opholde sig, vedblive at staae som et fra den øvrige Nation isoleret Samfund. Hvad det her Anførte angaaer, er det vel sandt, ligesom det ligger i den gamle Pagts hele Væsen, at det Gamle Testamente især handler om Jødernes Forhold indbyrdes, men det følger ligefrem deels af dets konstante Lære om Jehova som Alles Gud og Herre, deels af dets mange udtrykkelige Bud og Udsagn om Jødernes Forhold til Fremmede, f. Ex. 2 Moseb. 22, 21; 23, 9; 3 Moseb. 19, 33. 34; 24, 22. 5 Moseb. 10, 17–19; 24, 17; 27, 19. Jerem.

< MANGLANDE SIDE >

tragte sig som en særegen Nation, og hvis Udsagn skere blandt Talerne saavel ved Østifternes som ved den jydske Stænderforsamling und Sagens Behandling benyttede, som Modbeviser mod andre Taleres Paastand, at Jøderne hylde Lærdomme, især hentede fra Talmud, der gjøre dem uskikkede til at nyde fuld Borgerret. Saavidt Facultetet veed, staaer ogsaa den Aand, der paa mange Stæder f. Ex. i Kjøbenhavn, Hamburg o. s. v. er for en stor Deel herskende blandt Jøderne, omtrent i samme Forhold til den strenge orthodoxe Judaisme som Nationalismen til den christne Kirke, saa at de mere dannede Jøder, saadan som de i Livet fremtræde, snarere staae paa et naturphilosophisk eller et paa det Gamle Testamentes Troeslære hvilende Standpunkt.

Facultetet troer derfor ikke, skjønt det ei nægter, at det i sidstanførte Henseender kan have flere Betænkeligheder, at disse Omstændigheder bør bevæge til ubetinget at udelukke Jøderne af vort Statssamfund; kun maa det tilraade størst mulig Forsiktighed, idet Facultetet ikke paa nogen Maade antager, at man, for at tilstede Jøderne Adgang til vort Statssamfund, bør eftergive nogen af de Fordringer, man i borgerlig Henseende gjør til Landets egne Børn. Ved hvilke Midler man i saa Henseende bør sikre sig om f. Ex. ved at affordre Vedkommende en Erklæring, hvorved de underkaste sig Landets Sædeligheds- og Retsorden, eller paa anden Maade, anseer Facultetet det sig uvedkommende at yttre nogen Formening om, ligesom det anseer sig mindre competent til at dømme om Forhold, der gribe saa meget ind i Statslovgivningen, som de sidst anførte.

Christiania i det theologiske Facultet ved det Kongelige Frederiks Universitet den 4de April 1842.

E. Keyser.   Dietrichson.   J. Kaurin.

Til Storthingets Constitutionscommittee.

Fra Drammens Børs- og Handels-Committee

Den meget æreder Constitutions-Committee har i Skrivelse af 28de f. M. forlangt undertegnede Committees Formening om, “hvorvidt der, med Hensyn til Handelsforholdene og de derved i nærmeste Forbindelse staaende Gjenstande, maatte være nogen væsentlig Betænkelighed imod at indrømme Jøder Adgang til Riget”. Idet nærværende Committee erkjender, hvorlidet dens Evner svare til nogenlunde tilfredsstillende at afgive Formening om en saa høist vigtig Sag som nærværende, hvorom selv Landets Dygtigste ere af forskjellige Meninger, og med Hensyn til hvilken man ikke har nogensomhelst Erfaringher tillands at støtte sig til, skal den dog ikke undlade herved at fremmsætte de forskjellige Anskuelser, der have gjort sig gjældende inden Committeen, og som have havt til Følge, at to af dens Medlemmer ere komne til den modsatte Formening af den de andre To bekjende sig til. Saaledes troe nærværende Committees 2se Medlemmer, at Jødefolket, som intet Fedreland har, intet andet Formaal kjender end at erhverve Formue, og har paa Grund heraf indbyrdes vidst at indrette sig saa fordeelagtigt, at det maa ansees yderst vanskeligt med Fordeel at concurrere med det. Dette ville her i Norge blive saameget vanskeligere, som Landets Handlende forstørstedelen ikke ere formuende, men maa arbeide med fremmede Penge, medens Jøderne, som ved sine mange Forgreninger ikke alene kunne tilveiebringe saa store Capitaler, som attraaes, uden høie Renter, men ved Siden deraf, gjennem Medinteressenter og Agenters Agenter, overalt i Udlandet ville have færre Omkostninger at bestride, end de norske Handlende ved sine Commissionærer have at utrede. De ville ved sine Forbindelser i Udlandet og ved sine store Capitaler letteligen kunne tilvende sig de faa Handelsgrene, som Norge har at tilbyde, og derved berøve Landets egne Børn de Fordele, som Handelen nu kaster af sig; og da man ikke kunde vente, at nogen af de formuende Jøder her ville bosætte sig for en længere Tid, vilde det kuns blive Agenter af disse, der vilde forsøge sin Lykke i Norge, hvoraf Følgen vilde blive, at Nettofortjenesten vilde gaae ud af Landet, og naar ikke Fordelen mere fristede dem, vilde den bedre Deel af dette Folk forlade Landet, og efterlade sig de mange usle og mindre retsindige Mennesker af sin Nation, til Plage for Land og By. Som Statsborgere ville Jøderne ligesaalidet være ønskelige; de befatte sig sjeldent med omfattende Foretagender, som kuns i Tidens Længde kan ventes at blive lønnende; de ville danne en Stat i Staten, og ikke ansee noget Almeentforetagende som dem vedkommende, da de intet Hjem have og ingen fast Plan for deres Fremtid. Det er ikke alene Committeens 2de Medlemmers, men den almindelige Mening, forsaavidt den er samme bekjendt, at det vilde være den største Ulykke for Norge, om der aabnedes Adgang til Borgerret for Mennesker, som man ikke alene har den største Fordom imod, men som man ikke har Tiltro til, og som Følge deraf ikke som Medborgere ville kunne arbeide til noget fælles almeennyttigt Maal med; som man ei vilde vove at betro noget Communehverv, og som med sine Capitaler og udstrakte Forbindelser ei alene vilde tilvende sig enhver Næringsgreen, hvortil der blandt Landets egne Børn allerede ere altformange Concurrenter, men ogsaa berøve Landet det Udbytte, som Næringen afgiver, ved at sende den til Udlandet. Alle næringsgrene ere allerede optagne, og da Foretagelsesaand, Fabrikanlæg

< MANGLANDE SIDE >