Alexander Kielland: Saloniki (1891)

Frå Alnakka.net

Saloniki.

(Alexander Kielland: Mennesker og dyr, Kjøbenhavn : Gyldendalske Boghandel, 1891, s. 241–248)

Smyrna! – allerede Navnet er blødt og solvarmt som en moden Frugt.

Vaade Paraplyer og gule Oljeklær – omtrent som en Søndag i Haugesund, saaledes fik jeg Orientens Perle at se under et Dags-Regn af det Slags, vi i Stavanger kalder Sølvbryllups-Regn.

Lenge regnede det alt, hvad det kunde; men saa begyndte det først at øse ned over alle Maal og Maader, saa én maatte takke til, at der var en god dansk Kahyt at krybe ned i.

Næste Dag var det bedre; men en By i disse Egne kan ikke paa et Døgn forvinde saa megen Væde. Gaderne var ikke til at gaa i for Søle, og omend Solen skinnede af og til, var der dog ikke paa langt nær den mættede Varme over Byen, som hører med til dens Fysiognomi; og derfor følte jeg det hele Dagen, som om jeg slet ikke fik se Smyrna, skjønt jeg virkelig var der.

Først da vi hev ind Anke[r]et, fik vi et Syn af Smyrna, som det skal være. Fuldt Solskin over de hvide Huse mellem vaargrønne Trær og sorte Cypresser; Havnen vrimlede af de skjønneste Baade, spraglede Dragter, Raab og Skrig. Og inde paa den brogede Kaj et uendeligt Tog af Kameler fuldt bepakkede, som kom til Byen efter Regnvejret; først en Fører paa et Æsel, og dernæst sex Kameler, altid sex og sex sammenbundne med et Toug, og Klokkekamelen – den sjætte – ringende med store Bjælder, akkurat samme Lyd, som naar Gamle Østen ringer til Højmesse paa Aarre. I disse Egne rejser man fra Europa over til Asien og tilbake igjen, omtrent som man rejser fra den ene Side af Kristianiafjorden over til den anden. Kysterne og Øerne ligner ogsaa ofte Norge; men underligt nok! der ser frugtbarere ud hjemme. Ti her er Fjeldene ikke af gammel, haard Sten som hjemme, hvor hver Spræk og Kløft er fuld af saftigt Grønt. Her er alt fortørket og hensmuldrende, som om Bjergene var af Ler, som tørrer og gulner med lidt tornet Krat og løse Stene imellem.

Men der aabner sig rigtignok ogsaa en og anden bred grøn Dal, som igjen ser langt rigere ud end noget av det, vi har, hvor de graalige Oliventrær staar i rækkevis paa de vide Marker. Agrene strækker sig i Bunden og Vinmarkerne stige opad Skraaningerne.

– Saloniki ligger med en bred aaben Red lige imod Olympen – selve Olympos høj og hellig med hvide Snemasser og en Bue af blaa Fjelde til begge Sider.

Selve Byen stiger fra Stranden temmelig brat opunder Fjeldet, og rundt dens hele Grænse gaar en Mur af de gode gamle med Takker og Taarne og Skydehuller.

Gjennem utallige smaa ensomme Gader, hvor man ingenting ser for de høje Havemure, naaede jeg endelig op til en af Portene i selve Forsvarsmuren. Der laa en fredelig Stork paa et gammelt højt Rede, og under den aabne Port gik pyntede Jøder og Jødinder med Smaabørn; det var en Lørdag Morgen.

Dersom jeg var Jøde og boede i Nord-Europa, hvor de altid maa høre, at de er sorte og smaa og «skjævbenede», vilde jeg hvert Aar rejse til Saloniki som til et Bad. Jeg vilde opsøge mine Stamme-Slægtninger, iføre mig den sobelbræmmede Kaftan og de lyse, fine Underklær; og i Glæden over det udvalgte Folks Skjønhed – saaledes som den her har faaet bevare og udvikle sig – vilde jeg strække mine Ben og rette min Ryg og fylde min Sjæl med Foragt for de højhattede, vandøjede Nordboer.

Aldrig har jeg set smukkere Mandfolk end disse Jøder i Saloniki, som spadserede Sabbath-Morgen i Gaderne eller udenfor Muren, og aldrig et finere Udtryk i Ansigterne. Det var en Velvilje, som ikke var ængstelig for at vise sig, og dog en Værdighed, der ragede højt op over den halvt forlorne engelske Stivhed, hvori vi alle gjerne vil fuske lidt – især paa Rejser. To unge Jøder, som jeg tog for Brødre, fulgtes jeg længe ved.

Det hele bestod forresten bare i, at et Æsel belæsset med Hø og Ugræs, fik presset os tre op i et Hjørne, hvorved vi alle blev behængt med Stilker og Græs. Vi lo til hinanden over det fælles Uheld, – kunde naturligvis ikke forstaa et Ord; men vi pilkede gjensidig Straa af hinanden, og vi følte – hver paa sin Side –, at havde vi bare kunnet tale, saa var vi Venner og Ligemænd; vi forstod, at der var noget ligt og noget fælles mellem os, men kunde blot med Øjnene forklare, at vi forstod hinanden.

Imidlertid blev vi ved at gaa sammen – ligesom tilfældigt opad Gaden. Stundom førte Trængselen os tæt indpaa hinanden, og vi smilede; og saaledes havde vi paa en vis Maade Glæde af hinandens Selskab.

De var højvoxne – som hele Slægten her af det Portugisiske Snit. Haar og Skjæg af usædvanlig Skjønhed, varm, brun Hud og kloge Øjne og fremfor alt en Ro og en Frejdighed, som lidet ligner det, man andetsteds forstaar ved Jøder.

Og dertil kom, at i Saloniki var det Jøder, som besørgede alt det tunge og grove Arbejde med Hænderne – f. Ex. i Havnen. Den Lørdag, da de altsaa gik og spaserede i deres lange pelsbræmmede Kaftaner, da var der ikke en Baad at opdrive ved Kajen. Og ved Losningen af Skibet viste det sig, at denne Dag, da vi havde Lossere og Sjauere af andre Guders Bekjendere, blev der ikke en Tredjepart udrettet, ligesom ogsaa den hele Bande pilede iland, længe før Sol gik ned, fordi der kom lidt Vind.

Først Synet af disse Efterkommere af de gamle Jøder forklarede mig Josefus’s Historie, som jeg halvt vantro læste i Vinter. Thi det Indtryk af Jøderne, vi beholder fra vor Bibelhistorie, er helst, at de var et lidet forjaget Folk omkring et Tempel, som vi ogsaa hele Tiden vidste skulde nedstyrtes i Grus. Et Folk, som bestandig var i Knibe og kun opretholdtes ved overnaturlige Tilstelninger; et Folk i Jacobs Billede, der lurede sig frem – beskyttet fra oven.

Men i Jøderne i Saloniki gjenkjender man den ukuelige Kraft, som Josefus fortæller om, et Heltefolk – omtrent det haardeste, Romerne havde at knække, med en Hovedstad, hvis Pragtbygninger viste sig fra det Fjerne som et højt, snehvidt Bjærg.

Store Kirkegaarde bredte sig udenfor Salonikis Mure med mørke Cypresser og mange sjeldne Trær, jeg ikke kjender; Oliven er her overalt en Masse af, – et kjedeligt Træ, som alligevel maa behandles med Agtelse formedelst dets Hellighed og store Nytte. Men paafaldende faa Orangetræer ser jeg. Efter den Masse Appelsiner, som findes overalt i Verden, maatte man vente at finde Skove af dem.

Kun indenfor Gitteret i Kongens Have i Athen saa jeg en Række Orangetræer med modne Frugter og Kart, og mangfoldige nedfaldne Appelsiner laa der i Gangene, akkurat som Æblekart hjemme.

Men ellers er det et underligt Foraar at opleve. I Kjøbenhavn var det netop saa vidt, at guldknapper og Sneklokker brød gjennem det visne Løv under Trærne; men intet Træ havde endnu rørt sig. I Antwerpen var der enkelte Spiræa-Busker, som havde smaa grønne Bladknoppe, men der blæste og sneede.

Saa kom vi næsten med en Gang til det herlige Tunis med Palmer og sydlige Trær i fuld Bladdragt og fik en Varme som vor hedeste August. Men senere er Foraaret gaat tilbage igjen. Haverne her er ikke paa langt nær udsprungne. Platanen er ifærd med Blomstringen, men har endnu kun faa og smaa Blade. Kastanjerne er netop saa vidt, at de lysegrønne Blade hænge slapt ned efter at have forladt det klissede Hylster. Mange fremmede Trær staar i Blomst; men Blomsterne, som sælges her, er Tulipaner, Syrener, Guld- og Blaa-Regn, medens det i Tunis var Roser og Levkøjer.