Yngvar Nielsen: «Trondhjems stad og len under svensk styrelse»

«Trondhjems stad og len under svensk styrelse»
af Yngvar Nielsen,

i Kampen om Trondhjem: 1657–1660
[Thjem], 1897

Lorentz Creutz havde paa sin Reise til Trondhjem havt at kjæmpe med adskillige Naturhindringer. Han lagde Veien fra Falun over Jæmteland og mødte paa Fjeldet watn och diup snö, som han selv beretter i sin Rapport til Carl X Gustaf af 15de Mai. Først den 10de Mai (S. 93) kunde han holde sit Indtog i Trondhjems Stad. Kanonerne løsnedes først fra Blokhuset ved Bratøren. Inde i Gaderne stod Borgerskabet under Vaaben, og da den nye Landsherres Repræsentant var ankommen uden for Kongsgaarden, hilsedes han atter Velkommen med en Salut af de foran denne opstillede Kanoner. Peder Wibe havde arrangeret Alt for den høitidelige Overleverelse, og efterat han havde overleveret Nøglerne til Kongsgaarden i sin Eftermands Hænder, kunde denne regne sig som Trondhjems Herre.

Imidlertid ventede der ham en første Overraskelse. Biskopen Magister Erik Bredal var ogsaa mødt frem sammen med en Del af sit Præsteskab. Fra Creutz’s Side var der i Forveien givet ham Tilsagn om den svenske Konges Yndest og Naade. Men Biskopen vilde ikke høre derom, og nu traadte han frem for at nedlægge sin Værdighed som Biskop over Trondhjems Len. Creutz ærgrede sig over, at han ikke havde villet vente dermed til en anden Tid og Anledning, vthan då publicé iblandh en sådan concours af folk sagdt sigh der ifrån. Men gjort Gjerning stod ikke til at ændre, og Kommissæren kunde Intet gjøre uden at ønske honom lycka opa reesan. Formodentlig er det, efter udtrykkelig Aftale med Peder Wibe, at dette demonstrative Optrin var arrangeret, og en saadan Scene maatte gjøre sin Virkning.

Biskopens Handlemaade var en kraftig Indsigelse mod hele den Slaphed, der vistes af Trondhjems Borgerskab. Det er i Tanken let at udmale Optrinet foran Kongsgaardens Port, lige imod Domkirkens ærværdige Mure. Den danskfødte Biskop stillede sig selv frem som et Exempel for sine norske Omgivelser, der uden Betænkelighed havde jublet over at faa en ny Hersker. Han negtede værdig og bestemt at ville tjene under de nye Forhold, og denne hans Erklæring blev afgiven i en høitidelig, opsigtsvækkende og bindende Form. Creutz, der havde ønsket hans Vedbliven i Embedet, tog ham dette senere meget unaadig op. Bredals Sønnesøn, Vicelagmand Tomas Bredal, har syv og femti Aar senere optegnet, at der “blev ham frataget alt, hvad han eiede, og Biskopen jaget ud af Byen i største Armod med sine Børn.” Seiv om dette kan indeholde nogle Overdrivelser, er det dog utvivlsomt sandt i sine Hovedpunkter.

Det øvrige Præsteskab fulgte ikke Biskopens Exempel. De henvendte sig efter hans Frasigelse til Lorentz Creutz med Ønske om, at de maatte faa en ny Biskop eller Superintendent i den fratraadtes Sted. Hertil var han villig og foreslog i sin Skrivelse til Carl Gustaf Sognepræsten Søfren Hanssøn Nidrosiensis, der som indfødt Nordmand maatte være særlig skikket. Men dette Raad blev ikke fulgt.

Allerede den 15de Mai havde nemlig Carl Gustaf udnævnt sin Hofprædikant, Magister Henning Skytte, der 1668 adledes under Navnet Skyttenhielm og allerede 1660 blev Biskop i Kalmar, og denne kom i August til Trondhjem. Erik Bredal havde saaledes ikke kunnet stole paa Creutz’s velvillige Tilbud, og han vilde, om han havde antaget dette, neppe have kunnet gjøre Regning paa nogen Velvillie fra sin egen Konge. Hans Handlemaade var saaledes vel betænkt. Han havde allerede, forinden Creutz’s Ankomst truffet sine Forholdsregler og den 19de Marts ansøgt om at blive beskikket til Superintendent over Stiftets Levninger, Nordland og Finmarken. Denne Udnævnelse fandt ogsaa Sted den 11te April. og antagelig har han i Dagene omkring den 10de Mai modtaget det Kgl. Missive, som underrettede ham derom.

Han reiste derefter til Trondenes, hvor han overtog Sognepræstens Embede ved Siden af sit Episkopat. Han skal være fulgt derhen af adskillige Studenter og Skoledisciple. Erik Bredal lagde nu megen Kraft i Arbeidet for den lappiske Mission, og hans ivrige Virksomhed til dennes Fremme satte sine Spor, som længe siden kunde mærkes. Hans Ophold paa Trondenes, der varede omtrent et Aar, var saaledes af Betydning; det blev en Indledning til den mere omfattende Virksomhed, der senere hen aabnedes for de norske Lappers Omvendelse.

Biskopen havde, forinden han drog til sin nye Residens paa Trondenes, fremsat Ønske om at faa Herø Præstegjæld paa Søndmør, der tidligere var tillagt Kapellanen ved Vor Frue Kirke i Trondhjem, henlagt til sig som Erstatning for de Indtægter, han tabte i Trondhjems Len. Dette fandt dog Peder Wibe betænkeligt, da Herø laa i Bergens Stift; han antog, at Biskopen paa anden Maade bedre kunde faa sin Erstatning for, hvad der var tabt, og forbeholdt sig at udvikle dette nærmere, naar han selv kom til Danmark. Nogen Ordning kunde dog ikke senere hen træffes i denne Sag, idet Biskopens Ophold i Nordland og Finmarken kun blev af kortere Varighed. Imidlertid blev Ove Bjelke, sammen med Biskopen i Bergen under 5te Juni paalagt at afgive sin Erklæring, om Søndmør kunde henlægges under Nordlands og Finmarkens Stift.

Lorentz Creutz forblev indtil videre i Trondhjem, hvor han som Carl Gustafs Kommissær midlertidig bestyrede Lenet. Der var udnævnt en Stab af høiere og lavere Embedsmænd, som skulde varetage dettes Administration. Der har ved Valget af disse Personligheder vistnok været taget meget Hensyn til Dygtigheden, for saa meget lettere at kunne sikre de nyerhvervede Provinser for Sverige og holde dem i stramme Tøiler. Til Guvernør over Trondhjems Len udnævntes en baade høitstaaende og dygtig Mand, Claes Stiernskold, Friherre til Stierneborg og Generalkommissær for Krigsvæsenet, der nogle Aar senere optoges i Rigsraadet og døde som sidste Mand af sin Æt 1676. Han blev udnævnt 4de Juni; hans Myndighed skulde ogsaa omfatte Jæmteland og Herjedalen.

Det ser ud, som om der til en Begyndelse ikke har været optrukket strænge Grænser mellem hans og Creutz’s specielle Myndighed. Under 2den Juni blev der udfærdiget en Memorial for Hr. Claes Stiernsköld og Sekretæren Hr. Jakob Törnsköld, som Kommissærer i Trondhjem. Dette er et udførligt Dokument, der omhandler forskjellige Forhold, paa hvilke de to Kommissærer skulde skaffe nærmere Rede, — en Fornyelse og Udvidelse af det samme Paalæg, der allerede var givet Lorentz Creutz. Men Udførelsen af dette Hverv blev overflødig, da det allerede var besørget af Lorentz Creutz, forinden de to andre Kommissærer ankom.

For den norske Lagmand Nikolaus Povelssøn var der som saadan ingen Plads, og forsaavidt havde det ikke været ham til nogen Nytte, at han havde ilet med at gjøre Carl Gustaf sin Opvartning i Gøteborg. Derimod fik han en anden Stilling, nærmest svarende til den tidligere Stiftsskriver, som Kommissær over Kirkernes Indtægter. Den 15de Mai udnævntes der en svensk Landsdommer, Georg Stiernhielm, om hvem det er sagt, at han paa sin Tid var Sveriges lærdeste Mand. Som Præsident, første Medlem af Trondhjems Magistrat blev opsendt Nils Burensköld, og som Landshøvdingens Sekretær fungerede den før nævnte Jakob Törnsköld, som til Løn fik Archidiaconi Præbende i Domkapitlet. Den 6te Juni fik endvidere Jon Swart Fuldmagt som Inspektør over Kronens Fiskerenter af Trondhjems Len. Endvidere blev der ansat en egen svensk Tolder, ved Navn Johan Andersson. Sammen med Creutz var der ogsaa opsendt en svensk Bergmand Olof Nauclerus (f. 1626, d. 1706), der ledsagede ham ved Grænseopgangene og da optog de nødvendige Karter. Fra hans Haand er der bevaret flere Tegninger og Planer. Vi skylde ham den ældste Tegning af Domkirken med Grundrids, og en Tegning af det gamle Taarn paa Kongsgaarden. Ligeledes er det sandsynligt, at de Planer over Trondhjem før og under Beleiringen i 1658, der ledsage Samuel Pufendorfs store Værk, De rebus a Carolo X Gustavo gestis, skyldes ham. Derhos har Nauclerus antagelig ogsaa udført en Del andre Karter, som omtales i Stiernskölds Indberetninger til Kongen, et Kart over Grænsen mellem Namdalen og Helgeland og et Kart over hele Trondhjems Len, samt en Grundplan af Staden, der antagelig har ligget til Grund for den nævnte Gjengivelse hos Pufendorf.

Til Slotsfoged paa Trondhjems Kongsgaard udnævntes i August eller September Zacharias Olufssøn, med en Løn af 300 Daler Sølvmynt. Derimod vedbleve de norske Lensmænd, Fogder og Sorenskrivere i sine oprindelige Stillinger, og Oppebørslerne skulde fremdeles gaa gjennem Fogderne. I denne Henseende gjordes altsaa ingen Forandring i de gamle Forhold.

Om Anvendelsen af Lenets Indkomster var der allerede under 26de Mai truffet den Anordning, at hvad der af dem blev tilovers, efterat Lønningerne vare udredede og alle Assignationer betalte, skulde leveres til Statholderen Daniel Bengtsson Uttermark. Nogen endelig Ordning med Skattevæsenet blev der ikke Tid til at træffe. Den svenske Okkupation blev af for kort Varighed til at kunne sætte sig noget Spor i denne Henseende.

Hvad Creutz foretog, var derfor ikke videre end at paabyde en midlertidig mindre Skat, der skulde regnes som Afdrag i den Skat, Kongen af Sverige senere maatte komme til at paalægge. Peder Wibe, der fortæller, at Paabudet skede efter hans “Begjærung,” kalder den for “den Maaneds Skat;” paa andre Steder omtales den som “den to Rigsdalers Skat.” I Maanederne Juni til September, samt en enkelt Gang i December er der paa denne Skat indbetalt en Række af mindre Beløb. Om den af Stænderne bevilgede Skat vil der i det Følgende blive meddelt nogle Oplysninger.

Indkrævningen havde sine Vanskeligheder. Bønderne havde ikke ganske opfattet det saaledes, at de skulde vedblive at betale Skat. Romsdølerne negtede uden Omsvøb at yde Penge; de vilde ikke have nogen Skat. Creutz maatte derfor sende et Kompagni og femti Ryttere til dem for at inddrive Pengene og blive der, indtil Alt var betalt.

Carl X Gustaf af Sverige.

Abraham Wuchter

I dette Punkt forstod den kraftfulde svenske Administration ikke Spøg. Endnu mere Uvillie blev imidlertid fremkaldt ved den store Udskrivning, der øieblikkelig blev anordnet. Carl Gustaf behøvede Soldater, og han vilde hurtigst muligt have saadanne fra de nyerhvervede Landskaber. Allerede den 10de Mai havde han tilskrevet General Marderfeld, Guvernør i Wismar, at de norske Soldater skulde sendes til denne By.

Peder Wibe forudsaa straks, hvilke Følger den anordnede Udskrivning vilde faa. I Brev til Oversekretær Erik Krag af 19de Juni har han derom udtalt sig i følgende Ord: “Kongen udi Sverige vil oprette tvende Regimenter tilfods, som han af Landet vil udføre: Borgerskabet, Fogderne og Andre, som have Formue, skulle gjøre Forstrechung dertil og igjen betales af Lenets Renter, som af hosfølgende Copie af Kongens udi Sverige Patente er at se. Denne Udskrivung vilde causere stor Lamentation her udi Landet og vil mere difficulteres, end man mener, hvorom Tiden vil os bedre informere.”

Lorentz Creutz betragtede denne Opgave som en af de vigtigste, der var ham forelagt. Han kjendte sin Konge. Først gjaldt det om at faa Rede paa det Antal Soldater, som Udskrivningen tidligere havde givet. Af de ældre Ruller, der maa have vist Folkestyrken for det udelte trondhjemske Regiment, udfandt han, at der havde været udskrevet 2000 Mand. Senere kunde han indberette til sin Konge, at der til Jæmtelandstoget kun skulde være udskrevet 1500 Mand. Kongens Ønske var, at der skulde udskrives 3000 Mand, som bagefter skulde føres bort for at kjæmpe i udenlandske Krige. Trøndernes Modstandsevne, om de vilde tænke paa Oprør, skulde paa denne Maade brydes.

Udskrivningen vakte almindelig Misfornøielse. I Stjørdalen negtede Bønderne først at lade sig udskrive, og det kostede Creutz megen Møie at dæmpe deres Uro. Engang vakt, lod Mistanken sig ikke let fjerne. Da Fogden i Inderøen vilde foretage Udskrivningen, rottede Bønderne sig sammen, og de undsagde Fogden, saaledes at han maatte træde tilbage fra Tingbordet. Creutz følte, at han med sin tilstedeværende ringe Militærstyrke savnede Midler til at skaffe sig Lydighed overfor den opsætsige Almue.

Der skulde ved denne Udskrivning baade opsættes Fodfolk og Hestfolk. Oberst Planting og Oberstlieutenant Morath havde det Hverv at udskrive hele otte Kompagnier Ryttere, og samtidig skulde Obersterne Henrik Fleming og Erik Munck opsætte to Infanteri-Regimenter. Udskrivningen lykkedes for Infanteriets Vedkommende. Creutz kjendte ingen Skaansel. Løfter og Trusler, Belønninger og Straf — Alt anvendtes i rigeste Maal, og det lykkedes ham virkelig at faa opdrevet et Antal af indpaa 2000 Mand.

Det er ganske karakteristisk, at Carl Gustaf 26de Juni sendte en Skrivelse til Johan Oxenstierna, at han maatte passe paa de norske Soldater, naar de marscherede til Sundsvall, at de ikke fandt Anledning til at forstikke sig. Den 29de August gav Kongen Ordre til Krigskollegiet om, at disse Soldater skulde sendes til Riga, og traf Bestemmelse om, at Rytteriet i Trøndelagen skulde opsættes paa samme Maade som i Sverige. Det var Tanken, at skride til ny Udskrivning efter Fodfolkets Afmarsch. Men dette bortfaldt senere.

Den 23de og 24de August afmarscherede de to trønderske Regimenter fra Trondhjem til Sverige. Fleming gik med sine. Folk til Hudiksvall og Munck til Sundsvall. Men ikke fuldt 1400 Mand af den hele Styrke naaede frem. Fleming beholdt kun 580, Munck 800 Mand. Resten havde underveis fundet Anledning til at stikke af. Den 13de Oktober var, ifølge den svenske Rigsregistratur, Fleming i Stockholm, og hans norske Soldater laa da ved Øregrund, hvorhen han selv skulde reise den paafølgende Dag. Begge Regimenter overførtes, med Undtagelse af omtrent 300 Mand, til Lifland. Hvis nogen af dem senere har seet sit Fædreland igjen, har det neppe været mange.

Den Frygt, som den svenske Konge havde næret for, at de Soldater, som paa denne Maade førtes langt fra sit Hjem, underveis skulde forsøge at skaffe sig Anledning til at rømme, var vel begrundet. Da de to Regimenter førtes over Grænsen, var der atter Krigstilstand. Nils Trolle og Jørgen Bjelke lod det da ikke mangle paa Opmuntringer til Befolkningen i de afstaaede Landskaber om at hjælpe de nyudskrevne Soldater til at rømme. En saadan Opfordring til Folket i Romsdalen faldt i de Svenskes Hænder. Den var affattet i meget overdrevne Udtryk om, at de, som nu bragtes bort, skulde føres til Tyrker og Hedninger for at slagtes, saaledes at det for dem var bedre at vove sit Liv i Fædrelandets Tjeneste. Jørgen Bjelke siger selv i en Fremstilling af 2den Mai 1667, at der “blev da affærdiget alle fornødne Ordres og particulaire Skrivelser til de Bønder og Præster, 'jeg kunde betro i Trundhjems Len og Jæmteland, at give hemmelig Kundskab til de 3000, som vare udskrevne af Baron Creutz, at divertere.” Opfordringen kom først frem i sidste Øieblik. Men den er alligevel bleven fulgt i en ikke ganske ringe Udstrækning.

Trondhjems Borgere havde haabet, at Overgangen under det nye Herredømme skulde bringe dem store Fordele. Ogsaa dette Haab blev til en stor Skuffelse. Hvad der først voldte denne, var den af den svenske Regjering paalagte høie Told, hvorved deres gamle Handelsforbindelser afbrødes. Nordlændingerne blev skræmte og seilede i 1658 udelukkende til Bergen, hvor der ikke engang betaltes halvt saa høi Told, tildels kun en Trediedel mod, hvad der var at tilsvare hos den svenske Tolder i Trondhjem. Borgerne anholdt om, at Toldsatserne maatte nedsættes, og Creutz anbefalede i et Brev af 17de Juli deres Ansøgning for Kongen. Men denne svarede under 21de August, at der ikke kunde tilstaaes nogen Nedsættelse, og befalede derhos til samme Tid, at Nordlændingerne ikke maatte slippes forbi Trondhjemsleden for at løbe til Bergen med sine Jagter. Krigen var den Gang paa ny udbrudt.

Fra Carl Gustafs Side var der paa denne Maade ikke truffet nogen virksom Forholdsregel for at vinde Befolkningen. Toldpaalæg og en trykkende Udskrivning blev hans Morgengave til sine nye Undersaatter, og den for ham gunstige Stemning, der til en Begyndelse havde raadet i Trøndelagen, maatte hurtig fordunste. Carl Gustaf var her selv sin værste Fiende. Trønderne havde været lette at vinde for ham, baade i By og i Bygd. Han stødte dem fra sig og tvang dem til at vende sig med sine Sympatier til sin gamle Herre. Hans Holdning skulde ikke give dem den Forestilling, at han agtede at holde de Løfter, som han tidligere havde været rundhaandet med at uddele.

Omslaget kom — og det hurtigere, end det var ventet. Ikke alene Trondhjems Borgere forandrede sit Sindelag. Bønderne vendte ogsaa om. Aaret 1658 var derhos uheldigt. Fiskerierne slog Feil, og det Samme var i den paafølgende vaade Høst Tilfældet med Jordens Afgrøde. I Vedø Præstegjæld var det især Hagelveir, som gjorde Skade. Fra Inderøen høres om Uaar. Bonden spiste Barkebrød; Fattigdommen tiltog; Byrderne øgedes, og dermed voksede Længselen efter den gamle Ordning. Med Begjærlighed lyttede de nys saa misfornøiede og opsætsige Trøndere efter ethvert Ord, der kunde varsle om en Befrielse fra et Herredømme, der alt mere forekom dem at være et trykkende Aag. Men endnu var det farligt at lægge sin Stemning altfor tydelig for Dagen.

Trønderne maatte under disse Forhold sende sine Sønner til Upsala Universitet for at studere. I dettes Matrikul opføres følgende unge Nordmænd som indskrevne: Johannes Bernhardi Brunsmannus, Nidrosiensis, 6te November 1658, Olaus Petri Adolphinus, Nidrosiensis, December 1658, Laurentius Joannis Dall, Norvegus og Andreas Johannis Dall, Norvegus, begge Juni 1659. I samme Tidsrum er der i KjøTbenliavns Universitets Matrikul indført to Studenter fra Romsdalen, nemlig: Fredericus Georgii Grytenius (senere ved aabent Brev af 3die August 1669 forordnet til Vicesognepræst i Vedø, Norske Registre, XI, fol. 882) og Mathias Richardi Romsdaliensis, begge 3die Mai 1658. Af disse unge Nordmænd erhvervede den førstnævnte (Brunsmann) senere en særegen Plads i Literaturens Historie som Forfatter af det bekjendte Skrift, “Kjøge Huskors”, der udkom i 1674.

Lorentz Creutz foretog, efterat Grænsespørgsmaalet var ordnet, en længere Reise gjennem Lenet for at undersøge Forholdene. Det er rimeligt, at han paa denne Reise maatte mærke ialfald nogle Spor af den Stemning, som holdt paa at arbeide sig frem. Under hans Fravær laa Borggreven i Malmø, Assistensraad Lars Bromann i Byen for at vaage over denne, og da Creutz kom tilbage, foretog Bromann selv en Reise igjennem Lenet. Ogsaa han søgte at bevæge Kongen til at nedsætte Tolden, men uden at kunne opnaa noget.

Imidlertid nærmede sig det Øieblik, da Creutz skulde blive afløst og reise. Claes Stiernsköld tog Søveien til Trondhjem med et svensk Orlogsskib. Under 13de Juni gav Carl Gustaf ham en Meddelelse om, at han straks agtede at sende Skibsmajoren Specht til ham med 5 Skibe og derefter sende Skibet “Hoppet”, saa der ialt vilde være 7 svenske Krigsskibe i Trondhjem. Med disse skulde saa nedsendes de Knegte, der bleve udskrevne i Trøndelagen. Saasnart der af dem var et Parti paa 6—700 Mand, skulde de sendes afsted. Dette blev dog ikke udført, og de udskrevne Soldater marscherede, som allerede omtalt, Landeveien til Sverige.

Den 11te August kastede Skibet “Gottländska Lambet”, der overførte den nye Guvernør, Anker udenfor Trondhjem. Efter hans Ønske blev Lorentz Creutz endnu i nogen Tid paa Stedet, for at overvære Mønstringen og Afmarschen af de to Regimenter. Først den 26de August kunde han tiltræde sin Reise; men denne Udsættelse blev ham skjæbnesvanger. Det var hans Tanke at lægge Veien til Falun over Akershus Len; men da han kom afsted, var Krigen allerede paa ny i fald Gang, og Jørgen Bjelke passede paa.

I sin før omtalte Indberetning af 2den Mai 1667 siger denne, at “forne svenske Commissarius Baron Creutz blev fangen i Østerdalen paa hans Reise “fra Trondhjem til Sverige, som nylig tilforn havde faaen Statholders Reisepas at reise fri gjennena bemte Østerdalen, og fordi han med Posten havde skreven sin Konge til, at han havde udskrevet i Trondhjems Len 3000 Soldater, og naar han kom til Sverige, da vilde han skaffe 1000 gode Knegte af Bergslagsfolket, hvilke Breve Statholder og jeg interciperede, hvorfore mig straks faldt ind om dette forbemte Reisepas og gjorde straks Gissing, at Oberst Reichwein kunde komme saa tidlig til Østerdalen og finde Baron der, som og skede efter min skriftlig Ordre imod Statholderens og Oberst Reichweins egen Forhaabning.”

Lorentz Creutz førtes nu som Fange til Akershus, hvor han indtil videre maatte forblive. “Creutz hålles väl och hederligen, rider ut på Trollens häst och har 7 daler om dagen” — heder det i en samtidig svensk Beretning. Han har da boet paa Akershus og havt det godt. Der taltes om, at Dalkarlerne vilde sætte sig i Bevægelse og rykke ind i Norge for at befri sin almindelig afholdte Landshøvding, og at dette havde vakt Frygt i Norge. Creutz blev i Juni 1659 udvekslet imod den danske Adelsmand, Sivert Urne, der var falden i svensk Fangenskab, og han vendte derefter tilbage til Dalarne.

Kjeldor

• http://www.tfb.no/db/festskrift/3_7_20061102_130021.pdf