Parasjàt Vaerá
Andre Mosebok, kap. 6:2—9:35
2. Mosebog 6
(2) Gud talede til Mosjé og sagde til ham: «Jeg er ADONÁI! (3) For Abrahám, Jiṣ’ḥák og Jangakób åbenbarede jeg mig som Gud den Almægtige, men under mit Navn ADONÁI gav jeg mig ikke til Kende for dem. (4) Eftersom jeg har oprettet min Pagt med dem om at skænke dem Kenángans Land, deres Udlændigheds Land, hvor de levede som fremmede, (5) har jeg nu hørt Jisraeliternes Klageråb over, at Ægypterne holder dem i Trældom, og jeg er kommet min Pagt i Hu. (6) Derfor skal du sige til Jisraeliterne: Jeg er ADONÁI, og jeg vil udfri eder fra det Trællearbejde, Ægypterne har pålagt eder, og frelse eder fra deres Trældom og udløse eder med udrakt Arm og med vældige Straffedomme; (7) og så vil jeg antage eder som mit Folk og være eders Gud, og I skal kende, at jeg er ADONÁI eders Gud, som udfrier eder fra Ægypternes Trællearbejde; (8) og jeg vil føre eder til det Land, jeg har svoret at ville skænke Abrahám, Jiṣ’ḥák og Jangakób, og give eder det i Eje. Jeg er ADONÁI!» (9) Mosjé kundgjorde nu dette for Jisraeliterne; men de hørte ikke på Mosjé, dertil var deres Modløshed for stor og deres Trællearbejde for hårdt
(10) Da talede ADONÁI til Mosjé og sagde: (11) «Gå hen og sig til Parngó, Ægyptens Konge, at han skal lade Jisraeliterne drage ud af, sit Land!» (12) Men Mosjé sagde for ADONÁIs Åsyn: «Jisraeliterne har ikke hørt på mig, hvor skulde da Parngó gøre det, tilmed da jeg er uomskåren på Læberne?» (13) Da talede ADONÁI til Mosjé og Aharón og sendte dem til Parngó, Ægyptens Konge, for at føre Jisraeliterne ud af Ægypten.
(14) Følgende var Overhovederne for deres Fædrenehuse: Reubéns, Jisraéls førstefødtes, Sønner var: Ḥanókh, Pallú, Ḥeṣrón og Karmí; det er Reubéns Slægter. (15) Sjimŋóns Sønner var Jemuél, Jamín, Óhad, Jakhín, Ṣóḥar og Kenanganæerkvindens Søn Sjaúl; det er Sjimngóns Slægter. (16) Følgende er Navnene på Levís Sønner efter deres Nedstamning: Geresjón, Kehát og Merarí. Levis Levetid var 137 År. (17) Geresjóns Sønner var Libní og Sjimngí efter deres Slægter. (18) Keháts Sønner var Ngamrám, Jiṣhár, Ḥebrón og Nguzziél. Qeháts Levetid var 133 År. (19) Merarís Sønner var Maḥlí og Musjí. Det er Levís Slægter efter deres Nedstamning. (20) Ngamrám tog sin Faster Jokhébed til Ægte; og hun fødte ham Aharón og Mosjé. ŋAmráms Levetid var 137 År. (21) Jiṣhárs Sønner var Kóraḥ, Nèfeg og Zikhrí. (22) Nguzziéls Sønner var Misjaél, Elṣafán og Sitrí. (23) Aharón tog Amminadábs Datter, Naḥsjóns Søster Elisjébang til Ægte; og hun fødte ham Nadáb, Abihú, Elngazár og Itamár. (24) Kóraḥs Sønner var Assír, Elqaná og Abíasáf; det er Qoraḥiternes Slægter. (25) Aharóns Søn [[Elngazár] tog en at Putiéls Døtre til Ægte; og hun fødte ham Pineḥás. Det er Overhovederne for Leviternes Fædrenehuse efter deres Slægter. (26) Det var Aharón og Mosjé, som ADONÁI sagde til: «Før Jisraeliterne ud af Ægypten, Hærafdeling for Hærafdeling!» (27) Det var dem, der talte til Parngó, Ægyptens Konge, om at føre Jisraeliterne ud af Ægypten, Mosjé og Aharón.
(28) Dengang ADONÁI talede til Mosjé i Ægypten, (29) talede ADONÁI til Mosjé således: «Jeg er ADONÁI! Forkynd Parngó, Ægyptens Konge, alt, hvad jeg siger dig!» (30) Men Mosjé sagde for ADONÁIs Åsyn: «Se, jeg er uomskåren på Læberne, hvorledes skulde da Parngó ville høre på mig?»
2. Mosebog 7
(1) Da sagde ADONÁI til Mosjé: «Se, jeg gør dig til Gud for Parngó, men din Broder Aharón skal være din Profet. (2) Du skal sige til ham alt, hvad jeg pålægger dig, men din Broder Aharón skal sige det til Parngó, for at han skal lade Jisraeliterne rejse ud af sit Land. (3) Men jeg vil forhærde Parngós Hjerte og derefter gøre mange Tegn og Undere i Ægypten. (4) Parngó skal ikke høre på eder, men jeg vil lægge min Hånd på Ægypten og føre mine Hærskarer, mit Folk Jisraeliterne, ud af Ægypten med vældige Straffedomme; (5) og når jeg udrækker min Hånd mod Ægypten og fører Jisraeliterne ud derfra, skal Ægypterne kende, at jeg er ADONÁI.» (6) Da gjorde Mosjé og Aharón, som ADONÁI pålagde dem. (7) Mosjé var firsindstyve og Aharón tre og firsindstyve År gammel, da de talte til Parngó.
(8) Og ADONÁI talede til Mosjé og Aharón og sagde: (9) «Når Parngó kræver et Under af eder, sig så til Aharón: Tag din Stav og kast den ned foran Parngó, så skal den blive til en Slange!» (10) Da gik Mosjé og Aharón til Parngó og gjorde, som ADONÁI bød; og da Aharón kastede sin Stav foran Parngó og hans Tjenere, blev den til en Slange. (11) Men Parngó lod som Modtræk Vismændene og Besværgerne kalde, og de, Ægyptens Koglere, gjorde også det samme ved Hjælp af deres hemmelige Kunster; (12) de kastede hver sin Stav, og Stavene blev til Slanger, men Aharóns Stav opslugte deres Stave. (13) Men Parngós Hjerte blev forhærdet, og han hørte ikke på dem, således som ADONÁI havde sagt.
(14) ADONÁI sagde nu til Mosjé: «Parngós Hjerte er forstokket, han vægrer sig ved at lade Folket rejse. (15) Gå derfor i Morgen tidleg til Parngó, når han begiver sig ned til Vandet, og træd frem for ham ved Nilens Bred og tag Staven, der forvandledes til en Slange, i Hånden (16) og sig til ham: ADONÁI, Hebræernes Gud, sendte mig til dig med det Bud: Lad mit Folk rejse, at det kan dyrke mig i Ørkenen! Men hidtil har du ikke adlydt. (17) Så siger ADONÁI: Deraf skal du kende, at jeg er ADONÁI: Se, jeg slår Vandet i Nilen med Staven, som jeg holder i min Hånd, og det skal forvandles til Blod, (18) Fiskene i Nilen skal dø, og Nilen skal stinke, og Ægypterne skal væmmes ved at drikke Vand fra Nilen.» (19) Og ADONÁI sagde til Mosjé: «Sig til Aharón: Tag din Stav og ræk din Hånd ud over Ægypternes Vande, deres Floder, Kanaler, Damme og alle Vandsamlinger, så skal Vandet blive til Blod, og der skal være Blod i hele Ægypten, både i Trækar og Stenkar.» (20) Og Mosjé og Aharón gjorde, som ADONÁI bød; Mosjé løftede Staven og slog Vandet i Nilen for Øjnene af Parngó og hans Tjenere, og alt Vandet i Nilen forvandledes til Blod; (21) Fiskene i Nilen døde, og Nilen stank, så Ægypterne ikke kunde drikke Vand fra Nilen, og der var Blod i hele Ægypten. (22) Men de Ægyptiske Koglere gjorde det samme ved Hjælp af deres hemmelige Kunster, og Parngós Hjerte blev forhærdet, så han ikke hørte på dem, således som ADONÁI havde sagt. (23) Da vendte Parngó sig bort og gik hjem, og heller ikke dette lagde han sig på Sinde. (24) Men alle Ægypterne gravede i Omegnen af Nilen efter Drikkevand, thi de kunde ikke drikke Nilvandet. (25) Og således gik der syv Dage, efter at ADONÁI havde slået Nilen.
2. Mosebog 8
(1) Derpå sagde ADONÁI til Mosjé: «Gå til Parngó og sig til ham: Så siger ADONÁI: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig! (2) Men hvis du vægrer dig ved at lade dem rejse, se, da vil jeg plage hele dit Land med Frøer; (3) Nilen skal vrimle af Frøer, og de skal kravle op og trænge ind i dit Hus og dit Sovekammer og på dit Leje og i dine Tjeneres og dit Folks Huse, i dine Bagerovne og dine Dejgtruge; (4) ja på dig selv og dit Folk og alle dine Tjenere skal Frøerne kravle op.» (5) Da sagde ADONÁI til Mosjé: «Sig til Aharón: Ræk din Hånd med Staven ud over Floderne, Kanalerne og Dammene og få Frøerne til at kravle op over Ægypten!» (6) Og Aharón rakte sin Hånd ud over Ægyptens Vande. Da kravlede Frøerne op og fyldte Ægypten. (7) Men Koglerne gjorde det samme ved Hjælp af deres hemmelige Kunster og fik Frøerne til at kravle op over Ægypten. (8) Da lod Parngó Mosjé og Aharón kalde og sagde: «Gå i Forbøn hos ADONÁI, at han skiller mig og mit Folk af med Frøerne, så vil jeg lade Folket rejse, at de kan ofre til ADONÁI.» (9) Mosjé svarede Parngó: «Du behøver kun at befale over mig! Til hvilken Tid skal jeg gå i Forbøn for dig, dine Tjenere og dit Folk om at få Frøerne bort fra dig og dine Huse, så de kun bliver tilbage i Nilen?» (10) Han svarede: «I Morgen!» Da sagde han: «Det skal ske, som du siger, for at du kan kende, at der ingen er som ADONÁI vor Gud; (11) Frøerne skal vige bort fra dig, dine Huse, dine Tjenere og dit Folk; kun i Nilen skal de blive tilbage.» (12) Mosjé og Aharón gik nu bort fra Parngó, og Mosjé råbte til ADONÁI om at bortrydde Frøerne, som han havde sendt over Parngó; (13) og ADONÁI gjorde, som Mosjé bad: Frøerne døde i Husene, i Gårdene og på Markerne, (14) og man samlede dem sammen i Dynger, så Landet kom til at stinke deraf. (15) Men da Parngó så, at han havde fået Luft, forhærdede han sit Hjerte og hørte ikke på dem, således som ADONÁI havde sagt.
(16) Derpå sagde ADONÁI til Mosjé: «Sig til Aharón: Ræk din Stav ud og slå Støvet på Jorden med den, så skal det blive til Myg i hele Ægypten!» (17) Og de gjorde således; Aharón udrakte sin Hånd med Staven og slog Støvet på Jorden dermed. Da kom der Myg over Mennesker og Dyr; alt Støvet på Jorden blev til Myg i hele Ægypten. (18) Koglerne søgte nu også ved Hjælp af deres hemmelige Kunster at fremkalde Myg, men de magtede det ikke. Og Myggene kom over Mennesker og Dyr. (19) Da sagde Koglerne til Parngó: «Det er Guds Finger!» Men Parngós Hjerte blev forhærdet, så han ikke hørte på dem, således som ADONÁI havde sagt.
(20) Derpå sagde ADONÁI til Mosjé: «Træd i Morgen tidleg frem for Parngó, når han begiver sig ned til Vandet, og sig til ham: Så siger ADONÁI: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig! (21) Men hvis du ikke lader mit Folk rejse, se, da sender jeg Bremser over dig, dine Tjenere, dit Folk og dine Huse, og Ægypternes Huse skal blive fulde af Bremser, ja endog Jorden, de bor på; (22) men med Gósjens Land, hvor mit Folk bor, vil jeg til den Tid gøre en Undtagelse, så der ingen Bremser kommer, for at du kan kende, at jeg ADONÁI er i Landet; (23) og jeg vil sætte Skel mellem mit Folk og dit Folk; i Morgen skal dette Tegn ske!» (24) Og ADONÁI gjorde således: Vældige Bremsesværme trængte ind i Parngós og hans Tjeneres Huse og i hele Ægypten, og Landet hærgedes af Bremserne. (25) Da lod Parngó Mosjé og Aharón kalde og sagde: «Gå hen og bring eders Gud et Offer her i Landet!» (26) Men Mosjé sagde: «Det går ikke an at gøre således, thi til ADONÁI vor Gud ofrer vi, hvad der er Ægypterne en Vederstyggelighed; og når vi for Øjnene af Ægypterne ofrer, hvad der er dem en Vederstyggelighed, mon de da ikke stener os? (27) Lad os drage tre Dagsrejser ud i Ørkenen og ofre til ADONÁI vor Gud, således som han har pålagt os!» (28) Parngó sagde: «Jeg vil lade eder rejse hen og ofre til ADONÁI eders Gud i Ørkenen; kun må I ikke rejse for langt bort; men gå i Forbøn for mig!» (29) Mosjé svarede: «Se, så snart jeg kommer ud herfra, skal jeg gå i Forbøn hos ADONÁI, og Bremserne skal vige bort fra Parngó, hans Tjenere og hans Folk i Morgen. Blot Parngó så ikke igen narrer os og nægter at lade Folket rejse hen og ofre til ADONÁI!» (30) Derpå gik Mosjé bort fra Parngó og gik i Forbøn hos ADONÁI. (31) Og ADONÁI gjorde, som Mosjé bad, og Bremserne veg bort fra Parngó, hans Tjenere og hans Folk; der blev ikke en eneste tilbage. (32) Men Parngó forhærdede også denne Gang sit Hjerte og lod ikke Folket rejse.
2. Mosebog 9
(1) Derpå sagde ADONÁI til Mosjé: «Gå til Parngó og sig til ham: Så siger ADONÁI, Hebræernes Gud: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig! (2) Men hvis du vægrer dig ved at lade dem rejse og bliver ved med at holde dem fast, (3) se, da skal ADONÁIs Hånd komme over dit Kvæg på Marken, over Hestene, Æslerne og Kamelerne, Hornkvæget og Småkvæget med en såre forfærdelig Pest. (4) Og ADONÁI skal sætte Skel mellem Jisra’éls Kvæget og Ægypterens Kvæg, så der ikke skal dø noget af, hvad der tilhører Jisraeliterne.» (5) Og ADONÁI satte en Tidsfrist, idet han sagde: «I Morgen skal ADONÁI lade dette ske i Landet.» (6) Den følgende Dag lod ADONÁI det så ske, og alt Ægypternes Kvæg døde, men af Jisraeliternes Kvæg døde ikke et eneste Dyr. (7) Parngó sendte da Bud, og se, ikke et eneste Dyr af Jisraeliternes Kvæg var dødt. Men Parngós Hjerte blev forhærdet, og han lod ikke Folket rejse.
(8) Derpå sagde ADONÁI til Mosjé og Aharón: «Tag begge eders Hænder fulde af Sod fra Smelteovnen, og Mosjé skal kaste det i Vejret i Parngós Påsyn! (9) Så skal det blive til en Støvsky over hele Ægypten og til Betændelse, der bryder ud i Bylder på Mennesker og Kvæg i hele Ægypten!» (10) Da tog de Sod fra Smelteovnen og trådte frem for Parngó, og Mosjé kastede det i Vejret; og det blev til Betændelse, der brød ud i Bylder på Mennesker og Kvæg. (11) Og Koglerne kunde ikke holde Stand over for Mosjé på Grund af Betændelsen, thi Betændelsen angreb Koglerne såvel som alle de andre Ægyptere. (12) Men ADONÁI forhærdede Parngós Hjerte, så han ikke hørte på dem, således som ADONÁI havde sagt til Mosjé.
(13) Derpå sagde ADONÁI til Mosjé: «Træd i Morgen tidleg frem for Parngó og sig til ham: Så siger ADONÁI, Hebræernes Gud: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig! (14) Thi denne Gang vil jeg sende alle mine Plager mod dig selv og mod dine Tjenere og dit Folk, for at du kan kende, at der er ingen som jeg på hele Jorden. (15) Thi ellers havde jeg nu udrakt min Hånd for at ramme dig og dit Folk med Pest, så du blev udryddet fra Jordens Overflade; (16) dog derfor har jeg ladet dig blive i Live for at vise dig min Magt, og for at mit Navn kan blive forkyndt på hele Jorden. (17) Endnu stiller du dig i Vejen for mit Folk og vil ikke lade det rejse. (18) Se, jeg lader i Morgen ved denne Tid et frygteligt Haglvejr bryde løs, hvis Lige ikke har været i Ægypten, fra den Dag det blev til og indtil nu. (19) Derfor må du sørge for at bringe dit Kvæg og alt, hvad du har på Marken, i Sikkerhed! Thi alle Mennesker og Dyr, der befinder sig på Marken og ikke er kommet under Tag, skal rammes af Haglen og omkomme.» (20) De blandt Parngós Tjenere, der frygtede ADONÁIs Ord, bragte nu deres Trælle og Kvæg under Tag; (21) men de, der ikke lagde sig ADONÁIs Ord på Hjerte, lod deres Trælle og Kvæg blive ude på Marken. (22) Da sagde ADONÁI til Mosjé: «Ræk din Hånd op mod Himmelen, så skal der falde Hagl i hele Ægypten på Mennesker og Dyr og på alle Markens Urter i Ægypten!» (23) Da rakte Mosjé sin Stav op mod Himmelen, og ADONÁI sendte Torden og Hagl; Ild for ned mod Jorden, og ADONÁI lod Hagl falde over Ægypten; (24) og der kom et Haglvejr, med Ildsluer flammende mellem Haglen, så voldsomt, at dets Lige aldrig havde været nogetsteds i Ægypten, siden det blev befolket; (25) og i hele Ægypten slog Haglen alt ned, hvad der var på Marken, både Mennesker og Kvæg, og alle Markens Urter slog Haglen ned, og alle Markens Træer knækkede den; (26) kun i Gósjen, hvor Jisraeliterne boede, faldt der ikke Hagl.
(27) Da sendte Parngó Bud efter Mosjé og Aharón og sagde til dem: «Denne Gang har jeg syndet; ADONÁI har Ret, og jeg og mit Folk har Uret; (28) gå i Forbøn hos ADONÁI, at det nu må være nok med Guds Torden og Haglvejret, så vil jeg lade eder rejse, og I skal ikke blive længer!» (29) Mosjé svarede ham: «Så snart jeg kommer ud af Byen, skal jeg udbrede mine Hænder mod ADONÁI; så skal Tordenen høre op, og Haglen skal ikke falde mere, for at du kan kende, at Jorden tilhører ADONÁI.» (30) Dog, jeg ved, at du og dine Tjenere endnu ikke frygter for Gud ADONÁI.» (31) Hørren og Byggen blev slået ned, thi Byggen stod i Aks, og Hørren i Blomst; (32) derimod blev Hveden og Spelten ikke slået ned, thi de modnes senere. (33) Da Mosjé var gået bort fra Parngó og var kommet ud af Byen, udbredte han sine Hænder mod ADONÁI, og da hørte Tordenen og Haglen op, og Regnen strømmede ikke mere ned. (34) Men da Parngó så, at Regnen, Haglen og Tordenen var hørt op, fremturede han i sin Synd, og han og hans Tjenere forhærdede deres Hjerte. (35) Parngós Hjerte blev forhærdet, så at han ikke lod Jisraeliterne rejse, således som ADONÁI havde sagt ved Mosjé.
Tenákh | ||||||||
|